Billig elbil får flyvende start

MG4 Urban storhitter i Kina, hvor der er solgt 100.000 på blot otte måneder. Bilen er netop landet i Danmark til priser fra 175.000 kroner.

Den nye MG4 Urban ligner en af de billige elbiler, der for alvor vil sætte fart i omstillingen til elbiler. Hjemme i Kina har MG4 Urban været på markedet i otte måneder, og har allerede rundet milepælen 100.000 solgte biler. Ifølge MG er det ny rekord i klassen for elektriske hatchbacks.

Trods en længde på 4,4 meter, der gør den til en konkurrent til elbiler som VW ID.3 og Cupra Born, kan kineserne købe en MG4 Urban for helt ned til 63.000 kroner. Den lave pris er naturligvis en del af forklaringen på bilens succes.

Herhjemme begynder priserne fra 175.000 kroner for en veludstyret basismodel med 325 kilometers rækkevidde, mens Long Range-udgaven med 416 kilometers rækkevidde koster 190.000 kroner.

Blandt de billigste

MG4 Urban er altså noget dyrere i Danmark end Kina, men ikke desto mindre blandt de helt billige elbiler på det danske marked i forhold til bilens størrelse og rækkevidde.

Det gælder flere af MG’s modeller, hvilket i løbet af de seneste par år har gjort MG til det næstbedst sælgende Kina-mærke herhjemme, kun overgået af Xpeng. Ifølge bilstatistik.dk solgte MG 3.043 biler i Danmark sidste år, hvilket gjorde MG til det 17. mest solgte bilmærke i Danmark.

Semi-solid state-batteri

I Kina sælges MG4 Urban med en specialitet: Et såkaldt semi-solid state-batteri, hvor kun fem procent af elektrolytterne er flydende. Det gør på ingen måde batteriet til et ægte solid state-batteri, og rækkevidden er da også mage til det billigere LFP-batteri på 54 kWh, der i Danmark giver 416 kilometer rækkevidde.

Ifølge MG består fordelen ved semi-solid state-batteriet i stærkt reduceret brandfare og længere levetid. Merprisen i forhold til udgaven med det store LFP-batteri er dog hele 45 procent, så spørgsmålet er, om det overhovedet giver mening i en billig elbil som MG4 Urban. Om semi solid-state batteriet også skal tilbydes i Danmark er uvist.

Oliekrise booster elbiler

MG4 Urban rammer det kinesiske og europæiske bilmarked i en periode, hvor stigende oliepriser øger interessen for elbiler. Det gælder også i Kina, hvor salget af fossilbiler kollapsede i sidste måned

Herhjemme har krigen i Iran også resulteret i stærkt stigende interesse for brugte elbiler.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here