Bilmærker med kun to års garanti ”følger markedet tæt”

Efter at Audi, Cupra, Skoda og VW har øget garantien, er der kommet pres på mærker med blot to års garanti. Et enkelt ”arbejder på løsning”.

En række meget omtalte sager med kostbare reparationer af næsten nye biler, har skabt øget fokus på nye bilers garantiordninger. Flere bilmedier og biljournalister meldte ud, at de ikke kunne anbefale eller ville nedgradere nye bilmodeller med mindre end fem års garanti. Det fik også betydning for valget af Årets Bil i Danmark, hvor Kia EV3 med fem års garanti vandt en historisk snæver sejer foran Skoda Elroq med to års garanti.

I december reagerede Danmarks største bilimportør, Semler Gruppen. Efter i årevis at have nøjedes med to års garanti, lagde Semler selv yderligere tre år til nyvognsgarantien på mærker som Audi, Cupra, Skoda og VW. I alt lyder garantien nu på fem år/150.000 km. Dermed er de fire bilmærker bragt på omgangshøjde med nogle af bedste nyvognsgarantier på markedet.

Forsigtige svar

Da der er tale om nogle af Danmarks bedst sælgende bilmærker lægger det naturligvis pres på de bilmærker, der holder fast i to års garanti. Hvilkenbil har spurgt disse importører, om garanti er rykket op på agendaen, om flere bilmediers krav om længere garanti gør indtryk, og hvilke planer de har for evt. øget garanti?

Svarene kan sammenfattes til et forsigtigt ”vi følger markedet tæt”. Kun et enkelt mærke, Renault, åbner lidt op, og anerkender, at den øgede fokus på nyvognsgaranti gør indtryk, og at man ”arbejder på en løsning”.

Semler Gruppens fem års garanti på Audi, Cupra, Skoda og VW lægger pres på konkurrenterne med blot to års garanti.

For Wismo Group er situationen speciel. Selskabet har den danske import af Stellantis-koncernen, der globalt rummer 14 mærker. Hertil kommer kinesiske mærker som Hongqi, Voyah og Navor med andre garantibetingelser. Endelig servicerer Wismo også det svenske marked, så der kan i sagens natur være behov for at koordinere garantibetingelser på tværs af både bilmærker og lande.  

Herunder følger de fulde svar fra importørerne:

Alfa, Citroën, DS, Fiat, Jeep, Opel, Peugeot

Mærkerne indgår i Stellantis-koncernen og importeres i Danmark af Wismo Group.

”På nuværende tidspunkt har vi ingen planer om at ændre vores garantibetingelser, da vi følger de enkelte fabrikkers gældende garantibestemmelser. Vi holder dog et skarpt øje med markedets udvikling, herunder den stigende interesse for nyvognsgarantier og forbrugernes præferencer,” siger Hanne Langsig Sørensen, Head of Group PR i Wismo Group.

BMW

”Vi følger naturligvis altid med i, hvad der sker i branchen. For nuværende har vi ikke planer om ændringer i vores garantivilkår,” siger Mette Lolholm, Corporate Communications Manager for BMW og Mini i Danmark.

Ford

”Vi følger markedssituationen tæt, og hvis der er ændringer, kommunikerer vi om det,” siger Lene Dahlquist, Head of Ford Nordic Communication & Public Affairs.

Mercedes-Benz

Hos Mercedes-Benz følger vi naturligvis markedsudviklingen tæt, men beslutninger samt overvejelser vedr. længde og omfang af garanti træffes i vores HQ, og ikke i det enkelte marked,” siger Mette Taarn Pedersen, Senior Specialist Marketing, Mercedes-Benz Danmark.

Polestar

”Vi evaluerer løbende markedets udvikling og kundernes behov. For os handler det hele tiden om at sikre en solid og gennemtænkt ejerskabsoplevelse. Herunder også softwareopdateringer, service og support, som løbende optimeres for at imødekomme vores kunders forventninger,” siger Marlene Hyre-Dybbro, Head of PR & Communications, Polestar Danmark.

Renault

Hos den danske Renault-importør RN Nordic anerkender Head of Communication & Marketing Søren Hyltoft, at garanti er rykket op på agendaen, og at man har noteret sig et voksende ønske om længere garanti. Især markedet for garanti på elbiler har flyttet sig.

”Det er en kompleks proces, men vi arbejder på at finde en løsning,” siger Søren Hyltoft.

Volvo

Hos den danske Volvo-importør er man mere ordknap. Importøren understreger, at der er tre års garanti på Volvos elbiler. På spørgsmålet om der i øvrigt er planer om længere garanti på Volvos biler, svarer Communications & Event Manager Rikke Aagaard Petersen: ”Det kan jeg ikke oplyse.”

Fakta: Nyvognsgaranti

Aiways: 5 års nyvognsgaranti eller 160.000 km.
Alfa Romeo: 2 års nyvognsgaranti
Audi: 5 års nyvognsgaranti eller 150.000 km.
BMW: 2 års nyvognsgaranti
BYD: 6 års nyvognsgaranti eller 150.000 km.
Citroën: 2 års nyvognsgaranti
Cupra: 5 års nyvognsgaranti eller 150.000 km.
Fiat: 2 års nyvognsgaranti
Ford: 2 års nyvognsgaranti
Honda: 3 års nyvognsgaranti eller 100.000 km.
Hongqi: 5 års nyvognsgaranti eller 150.000 km.
Hyundai: 5 års nyvognsgaranti
JAC: 5 års nyvognsgaranti eller 100.000 km.
Jaguar: 3 års nyvognsgaranti eller 100.000 km.
Jeep: 2 års nyvognsgaranti
Kia: 7 års nyvognsgaranti eller 150.000 km.
Lexus: 3 års nyvognsgaranti eller 100.000 km.
Mazda: 3 års nyvognsgaranti eller 100.000 km.
Mercedes-Benz: 2 års nyvognsgaranti
MG: 7 års nyvognsgaranti eller 150.000 km.
Mini: 2 års nyvognsgaranti
Nissan: 3 års nyvognsgaranti eller 100.000 km.
Opel: 2 års nyvognsgaranti
Peugeot: 2 års nyvognsgaranti
Porsche: 2 års nyvognsgaranti
Polestar: 2 års nyvognsgaranti
Renault: 2 års nyvognsgaranti
Seat: 2 års nyvognsgaranti
Skoda: 5 års nyvognsgaranti eller 150.000 km.
Suzuki: 3 års nyvognsgaranti eller 100.000 km.
Tesla: 4 års nyvognsgaranti eller 80.000 km.
Toyota: 3 års nyvognsgaranti eller 100.000 km. Op til 10 års nyvognsgaranti, forudsat at bilen serviceres regelmæssigt hos autoriserede Toyota-værksteder.
Volkswagen: 5 års nyvognsgaranti eller 150.000 km.
Xpeng: 7 års nyvognsgaranti eller 160.000 km.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here