Bilsalget: Elbilerne er i stødet

model y pris

Bilsalget steg 15 pct. i april. Næste hver tredje nye bil var en elbil. Tesla topper fortsat, men har ikke længere et massivt forspring.

Efter et stille 2022, er der atter fart i bilsalget. Det har der været siden årsskiftet og april blev ingen undtagelse: I alt blev der indregistreret 12.067 nye personbiler. Det svarer til en fremgang i bilsalget på 15 pct. sammenlignet med samme måned sidste år.

April viser også, at spændingen stiger på det danske bilmarked. 29 procent af alle solgte biler var elbiler. Det er en markant stigning på hele 139 procent sammenlignet med april sidste år.

Tesla beholder positionen som Danmarks mest solgte bil. Dog i mindre dominerende stil end i marts måned, hvor Tesla Model Y slog alle danske rekorder med et salg på mere end 3.200 biler. Denne gang nøjes Model Y med 626 styk, mens Tesla Model 3 blev den næstmest solgte elbil og fjerde mest solgte bil generelt med et salg på 289 biler.

Ladehybriden Ford Kuga blev nummer to med 381 biler, mens mikrobilen Hyundai i10 tog tredjepladsen med 295 biler.

Ladehybrider taber terræn

Netop ladehybrider som Ford Kuga fortsætter dog med at tabe terræn til især elbiler. I april blev der således indregistreret 1.519 ladehybrider – en tilbagegang på knapt 18 pct. sammenlignet med samme måned sidste år. Nedturen for ladehybrider er ventet, fordi den rabat på registreringsafgiften som biltypen har fået siden 2020, nu er ved at blive udfaset. I april udgjorde ladehybrider 12,6 procent af bilsalget – altså langt under halvdelen af salget af elbiler.

Salget af benzinbiler fortsætter også med at falde. I april kørte mindre end 49 procent af alle solgte biler på benzin – for et år siden var det flere end 60 procent. Til gengæld er andelen af dieselbiler stabil; lidt under hver 10. nye bil, der triller ud fra forhandlerne, kører på diesel.

Tesla justerer priser igen-igen

Danske bilkøberne vælger altså i stigende grad elbiler, når de shopper ny bil. Og her dominerer Tesla fortsat: Model Y sælger næsten tre gange så godt som den tredje mest populære elbil herhjemme, VW ID.4.

Flere prisnedsættelser og korte leveringstider har på rekordtid gjort Tesla til bilkøbernes foretrukne bilmærke. Men måske daler begejstringen en smule, når bilsalget for maj gøres op: 1. maj satte hævede Tesla nemlig prisen på den populære Long Range-udgave af den nye danskerdarling Model Y med 7.500 kr. Ny pris hedder 441.000 kr. Hvilket fortsat er særdeles konkurrencedygtigt sammenlignet med konkurrenter som VW ID.4, Skoda Enyaq og Audi Q4 e-tron.

Det er anden gang at Tesla hæver priserne på Model Y, siden modellen blev sat ned med hele 160.000 kr. efter årsskiftet.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here