Mens flere bilmærker vender tilbage til fysiske knapper, holder BMW fast i skærme og stemmestyring. Målet er at ramme yngre bilkøbere.
I en tid, hvor bilmærkerne nærmest står i kø for at lægge afstand til skærmbetjening og lover bod og bedring i form af et comeback til fysiske knapper og betjeningsgreb, skiller BMW sig ud. Det tyske premium-mærke går nemlig mod strømmen med en melding om, at man vil fortsætte med betjening via skærme og stemmestyring.
Meldingen kommer fra BMW’s chef for Australien Vikram Pawah i et interview med CarExpert. Og der er ikke tale om dumstædighed, men en velovervejet beslutning.
“Vi skal forstå, hvorfor der sker forandringer, og når først du forstår det, er det også lettere at omfavne, hvad der sker i fremtiden. En bil står ikke alene - den er en del af det, der sker i det omgivende samfund. Her kan vi se, at skærmbetjening og stemmestyring bliver stadig mere almindeligt. Måske er det også en generations-ting. Du kan se, at mange af de yngre generationer, måske 45 og derunder, hurtigere tager disse teknologier til sig,” forklarer Pawah om BMW’s holdning til betjening.
Bedre stemmestyring
Når BMW fortsætter ned af den nye vej med udpræget skærmbetjening, handler det altså om at ramme yngre forbrugere, der er vokset op med iPads og smartphones. De er vant til at swipe og trykke på skærme og bruge stemmestyring. De er også i stand til at multitaske - for eksempel ved at køre bil og håndtere en stor touchskærm samtidigt.
Om det så er godt for trafiksikkerheden er en anden diskussion.
Her peger BMW på, at mærkets nyeste software er i stand til at håndtere stemmestyring på et nyt og mere intuitivt niveau ved hjælp af kunstig intelligens. For eksempel forstår den nye Neue Klasse elbil iX3 mere naturlige anmodninger som “kan du flytte luften væk fra mit ansigt”.
“Nødt til at følge med”
Faktisk har BMW fjernet de fysiske knapper til betjening af klimaanlægget i Neue Klasse. Her kan du enten klikke på skærmen eller bruge stemmekommandoer. Og sådan bliver det også fremover.
“Verden har udviklet sig, og vi bliver nødt til at følge med. Vores opgave er at sikre, at det vi tilbyder er intuitivt og simpelt nok til, at folk vænner sig til det,” forklarer Vikram Pawah.
Lovgivning rammer BMW
Men selv om BMW altså har argumenterne og strategien på plads, kommer de måske alligevel til at indføre flere fysiske knapper og greb i deres nye modeller.
Både Kina og EU er på vej med lovgivning, der kræver, at en række funktioner skal kunne betjenes fysisk i nye bilmodeller.
Allerede om et år - fra juli 2027 - skal 19 funktioner i alle biler, der sælges i Kina, betjenes ved hjælp af fysiske knapper. Det gælder blandt andet gearvælger, viskere, lygter, afviserblink og katastrofeblink. Reglerne er udformet, så disse funktioner skal betjenes ved hjælp af greb, trykknapper eller ‘arme’, der alle er fysiske og ikke styres via en skærm.
EU barsler med lignende planer.
Af samme grund har store bilmærker som VW, Mercedes og Volvo for længst været ude at sige, at de vil give en lang række fysiske betjeningsgreb comeback i deres kommende biler. Andre mærker som Tesla, mange kinesiske bilmærker og formentlig også BMW, kommer med stor sandsynlighed til at ændre indretningen af deres biler i et eller andet omfang, hvad enten de vil eller ej.






