BMW og Zeekr får topkarakter i ny crashtest

Foto: Euro NCAP

Euro NCAP lancerer en helt ny crashtest af bilers sikkerhed før, under og efter en ulykke. BMW og Zeekr består som de første til topkarakter.

Den berømte - og for nogle bilmærker frygtede - Euro NCAP crashtest udføres fra i år på en helt ny måde. Derfor er årets første crashtest imødeset med mere spænding end normalt: Bliver det endnu sværere at opnå de maksimale fem stjerner i crashtesten, der kan afgøre, om en ny bil bliver en succes eller ej?

Den samlede stjernevurdering er fastholdt, men selve testen er ny. Hvor Euro NCAP tidligere vurderede sikkerheden i fire adskilte kategorier, følger testen nu et sammenhængende forløb med fokus på sikkerhed på vejen samt før, under og efter en ulykke. Målet er i højere grad at afspejle de situationer, bilister og passagerer møder i virkelig trafik.

Lavere hastighed

Blandt nyskabelserne i 2026-testen er brugen af flere forskellige crashtestdukker - fra børn til højere og lavere voksne. På den måde skal crashtesten også give et mere realistisk indtryk af virkeligheden. Derudover er crashtesten nu suppleret af virtuelle computer-simuleringer.

Mere overraskende er hastigheden sænket i dele af kollisionstesten. Forklaringen er, at det paradoksalt nok har vist sig, at belastningen på især ældre mennesker er højere ved et sammenstød ved 35 km/t end ved 50 km/t. Det skyldes, at bilproducenterne har haft fokus på at optimere bilers sikkerhed til netop 50 km/t.

”Den nye Euro NCAP-test er ikke bare en helt ny måde at se på sikkerheden i biler på. Testen skærper også kravene til bilernes teknologi og til, hvor godt assistent- og sikkerhedssystemerne virker i samspil med føreren. På den måde tager Euro NCAP et stort skridt ind i fremtidens sikkerhedstest. Det er godt for forbrugerne og for trafiksikkerheden,” siger bilteknisk redaktør i FDM Søren W. Rasmussen, der deltager i det europæiske Euro NCAP-samarbejde.

Kun to biler i første test

Helt som når Euro NCAP tidligere har skærpet testkravene, er producenterne også denne gang afventende. Derfor tæller den første testpulje blot to nye bilmodeller, Zeekr 7GT og BMW iX3.

Zeekr 7GT klarer sig endnu bedre end BMW iX3 i den nye Euro NCAP crashtest. Begge biler scorer uden problemer fem ud af fem stjerner. Foto: Euro NCAP

Begge kører de maksimale fem stjerner i hus uden problemer. Alt tyder altså på, at den nye Euro NCAP crashtest ikke gør det sværere for bilproducenterne at score topkarakterer. Sådan har det ikke altid været - tidligere har ændringer i crashtesten chokeret bilproducenterne og resulteret i lavere karakterer. I hvert fald indtil bilfabrikkerne justerede bilerne til de nye testkrav.

Zeekr endnu bedre end BMW

”Både BMW iX3 og Zeekr 7GT debuterer i alle testkategorier med en imponerende god sikkerhed, der langt overstiger kravene. Ikke mindst Zeekr 7GT’s kollisionssikkerhed sætter en tårnhøj standard. Begge biler har også systemer, der kan opdage og advare, hvis man har glemt et barn i bilen, ligesom begge bilers nødbremser virker til UG for både bløde og hårde medtrafikanter. Det er meget flotte resultater,” siger Søren W. Rasmussen.

For at minimere risikoen for uopmærksomhed bag rattet bedømmes bilerne nu også på, om basisfunktioner betjenes via knapper, eller om man skal trykke sig igennem en menu på bilens skærm. Her får Zeekr 7GT en lille anmærkning, mens BMW er duks med flere knapper i kabinen.

Det er dog bemærkelsesværdigt, at det nye, kinesiske bilmærke Zeekr generelt slipper endnu bedre fra crashtesten end mere erfarne BMW.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here