BMW svarer igen i priskrig på luksus-elbiler

priskrig luksus elbiler

Der er fortsat priskrig på luksus-elbiler. Allerede inden BMW har lanceret den elektriske i5, er prisen reduceret med 43.000 kr.

BMW har sat gang i en regulær priskrig blandt luksus-elbiler i den store fem-meter klasse. Da den danske importør tilbage i maj annoncerede priserne på den nye i5, begyndte de ved 626.000 kr. Det var en attraktiv pris – ikke mindst sammenlignet med den direkte konkurrent, Mercedes EQE til 725.000 kr.

Mercedes svarede dog hurtigt igen og lancerede en kampagneversion af EQE til 620.000 kr. Ikke blot er den billigere end BMW i5 – med omfattende AMG-udstyr er den reelt sat 150.000 kr. ned og kan tilmed prale af en væsentligt længere rækkevidde på 673 km.

Tesla har også nedsat priserne

Siden har Tesla også meldt sig ind i den tyske priskrig ved at sætte den store Model S ned fra knapt 1,2 mio. kr. til 903.000 kr. Her er tale om en meget kraftig bil, der i virkeligheden skal konkurrere med ’muskeludgaverne’ af i5 og EQE.

Nu svarer BMW så igen-igen. Kigger man på BMW’s danske hjemmeside, er priserne på i5 reduceret med 43.000 kr. til 583.000 kr. for basis-udgaven af i5 med 250 kW (340 hk), en rækkevidde på 582 km og masser af udstyr. Når i5 har officiel Danmarkspremiere i slutningen af oktober kan den altså atter bryste sig af at være klassens billigste i forhold til sine mest direkte rivaler.  

Med BMW, Mercedes og Teslas prisreduktioner i fem-meter klassen er der også lagt pres på Audi, der omkring årsskiftet lancerer deres bud på en elbil i klassen, A6 E-tron. Hverken den produktionsklare udgave eller priserne er dog præsenteret endnu.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here