Clever overtager samarbejdspartners ladenetværk

Foto: Clever

Clever overtager det fulde ejerskab af Powered by E.ON Drive & Clevers danske ladenetværk med 48 lynladepunkter. 

Den danske ladegigant Clever bliver endnu større: Clever overtager det fulde ejerskab af det hidtidige samarbejde om lynladeladestationer til elbiler Powered by E.ON Drive & Clever.

Samarbejdet blev etableret i 2018 som et 50/50-joint venture mellem E.ON Drive Infrastructure og Clever med ambitionen om at gøre det nemmere at køre langt i elbil med adgang til lynhurtig opladning på tværs af Skandinavien. 

Netværket omfatter i dag 157 lynladeudtag fordelt på 37 motorvejslokationer i Norge, Sverige og Danmark. 

Overtager også ladestation i Horsens

Inden årets udgang overtager Clever netværkets seks danske lokationer, som bliver en del af Clevers offentlige ladenetværk. E.ON Drive Infrastructure overtager det svenske netværk, mens norske Uno-X Mobility bliver ny ejer og operatør af de norske lokationer. 

Senere i år overtager Clever også E.On’s lynladestation med 14 lynudtag ved afkørsel 56 Horsens Vest på E45.  

"Vores ambition er den samme, som da vi etablerede Powered by E.ON Drive & Clever. Det skal være nemt at være elbilist. Nu samler vi de danske ladestationer hos Clever og styrker samtidig vores ladenetværk med endnu en attraktiv lynladestation i Horsens, så vi skaber et endnu stærkere ladenetværk og endnu bedre muligheder for at lade på farten,” siger Mathias Langkilde Sukstof, ansvarlig for netværksstrategi hos Clever. 

Kræver kreditkort i Norge og Sverige

Clever-kunder kan fortsat lade ved de danske Powered by E.ON Drive & Clever-ladestationer under hele overgangen, præcis som de plejer. Omkring årsskiftet får ladestanderne Clever-design og bliver vist som Clever i Clever-appen. 

Fra den 1. september 2026 overtager EDRI og Uno-X Mobility Norge AS ejerskabet og driften af de svenske og norske ladestationer. Det betyder, at Clevers kunder fremover skal betale med kreditkort for opladninger på de norske og svenske ladestationer. 

Fakta 

  • Clever overtager det fulde ejerskab af Powered by E.ON Drive & Clevers offentlige ladenetværk i Danmark: Seks lokationer og 48 lynladeudtag 
  • E.ON Drive Infrastructure overtager de svenske lokationer, mens Uno-X bliver ny ejer og operatør af de norske lokationer 
  • Powered by-ladestanderne i Danmark får Clever-design og bliver vist som Clever i Clever-appen omkring årsskiftet 

[email protected]

14 Kommentarer

  1. Yay. Endnu flere lynladestationer, hvor prisen er så høj at ingen bruger dem.

    Har vi egentlig tal på hvor mange Clever kunder der er? Hvem er det som vælger at blive ved med at betale tusindvis af kroner for meget for strøm? For det er vel begrænset hvor mange der kører 30.000+ kilometer og lader ude det meste af tiden.

    Er det fordi det er noget bøvl at slippe af med sin Clever ladeboks derhjemme? Er man bundet af noget?

    • Hej Flemming

      Jeg kan ikke svare for andre, men jeg kører over 30t om året. Jeg lader mest hjemme, men kører fra Sjælland til Jylland fire eller fem gange om året. De ture er meget dyre, fordi det, som du skriver, er svinedyrt at lade ude. Jeg har ind til nu haft timepris hos Andel Energi, men jeg kan ikke lade om formiddagen, fordi jeg er på arbejde og i weekenden er jeg ofte ude. Kort sat så jagter jeg ikke billig opladning, men oplader som hovedregel bare om natten. Og den løsning har spredt ud over et år vist sig at koste mig i gennemsnit 1100-1200 kr om måneden i strøm, med transport, moms osv. Derfor har jeg nu skiftet over til Clever One og betaler nu 850 kr hver mdr og bruger ikke et sekundt på at bekymre mig om opladning. Det er prisværdigt når andre har både tid og lyst til at jagte billig el. Det er ikke noget jeg ønsker at bruge min tid på, så derfor betaler jeg " for meget" for strøm...sagt med et smil.

      • Hey Kristian. Det giver jo super god mening, da du har både kørselsbehovet og kørselsmønsteret som gør at du er tvunget til at lade en del på offentlige stationer, når du kører mellem landsdelene.

        Jeg kan sagtens forstå, at man er villig til at betale en rimelig merpris for at slippe for prisbøvl. Og i dit tilfælde er det jo så ovenikøbet en besparelse!

        Jeg har dog en formodning om at Clever må have en masse kunder, som er blevet hængende selv efter prisstigningerne og sænkningen af elafgiften, og for hvem merprisen for bekvemmelighed må være ekstrem høj. Gør man det med åbne øjne er det selvfølgelig ens egen sag. Men jeg er lidt halv trist på vegne af dem der måske ikke er klar over det.

        Hvordan ser det egentlig ud for hvor 'sparsomt' du kører? Giver du den lidt mere pedal, når du nu har strøm 'ad libitum'? Ville være super interessant, hvis du har noget data på før/efter du har skiftet.

    • Hej Flemming.
      Jeg har haft Clever 3 gange, nemlig først, eneste og sidste gang.
      Ordningen ver ok til at begynde med, men så lavede de så meget om, at de var nødt til at opsige mig og ligesindede.
      Så var det her at deres fidusmaleri startede, hvor de konstant i 18 måneder førsøgte at lokke mig til at bestille nedtagning af deres ladestander, som jeg i øvrigt havde betalt dyrt for at få monteret.
      Jeg holdt ud og en skønne dag ville de gerne hente ledestanderen gratis.
      Så i min optik er de svindlere, og har Danmarks absolutte dyreste ladeløsning. I øvrigt kan folk med mulighed for egen hjemmeladning blot få monteret en egenbetalt 11 kW lader, og lade til billigste elpris. Jeg bruger selv Vindstød via Dansk Elforbund der er Danmarks billigste rabatordning, og kræver ikke medlemskab.

      • Hey Jesper. Enig i at det er alt for dyrt for alt for mange. Både deres abonnementsordning og deres ad hoc priser. Det er ærgerligt at Danmarks allerstørste netværk er effektivt 'lukket' for alle der ikke er abonnenter, da ingen frivilligt betaler to kroner mere per kWh end de fleste andre af deres konkurrenter på lynladning.

        Og du har helt ret med egenbetalt ladeboks. Jeg har selv ladet 445 kWh i juli til en samlet pris på under 200 kroner. Sammenlignet med Rasmus' fortælling her i tråden, må man føle sig røvrendt som beboer i etageejendom uden lade-mulighed.

    • Hej Flemming

      Har du nogensinde ladet på pladser, hvor flere udbydere er til stede? Så vil du vide, at mens Clevers som regel er pænt fyldt op (dem hvor prisen er så høj, at ingen vil lade ved dem), mens de andre står gabende tomme.

      Jeg lader ude, 1.000-1.500 kWh om måneden, så det er en rigtig god forretning for mig med One. Min søn, som også har One, kunne godt spare lidt ved at surfe rundt efter gode priser, men han gider ikke. Og mange andre jeg taler med, nævner også convenience som årsagen til deres Clever abonnement.

      • Hey Ole. Jo. Det er helt rigtigt. Men det er jo netop fordi dem der lader der, har Clever One. Det siger jo ikke noget om, om de betaler 5.000 kroner for meget om året for at gøre det. Og det tror jeg mange gør. Måske uden egentlig at være klar over det.

        Den almindelige danske elbilist kører 13-15.000 kilometer om året med et kørselsmønster, hvor 80-90% af al ladning foregår derhjemme. Hvis man hører til i den gruppe, er One en virkelig dårlig forretning, hvor man jo i virkeligheden understøtter folk med dit kørselsbehov.

        Men som jeg også skrev til Kristian er det jo ens egen sag, hvis man er bekendt med regnestykket og med åbne øjne betaler merprisen for bekvemmeligheden.

        Det er dog et generelt problem at vores infrastruktur netop ikke udnyttes særligt optimalt som følge af bundling. Det du beskriver er jo tåbeligt fra et trafikmæssigt synspunkt: At man holder i kø ved siden af adskillige tilgængelige ladere fordi man allerede har betalt for sit mere eller mindre lukkede netværk.

    • Hej Flemming

      Jeg har kørselsbehovet (45.000 km om året). Jeg synes dog det er en unuanceret take. Fordi selvom kørselsbehovet er mindre, er der flere faktorer der spiller ind.

      Det er også noget de hedder fleksibilitet. Hvis jeg bliver ringet ind til at komme på arbejdet, eller har et kørselsbehov når strømprisen er høj, og skal lade fx 3 timer, fremfor når det er billigt, så koster de 3 timer nemt fx 80 kr. Et enkelt lynladning på 50 kWh ved ionity koster 183 kr. Det stress der kan være at jagte billig pris forsvinder fuldstændig.

      Et tur til Berlin fra grænsen og retur igen bruger ved 25 kwh pr 100 km, omkring 220 kwh. Med 70 kWh på batteriet skal du lade 150 kWh. Uden abonnement på ionity koster det i Tyskland 889 kr. Med abonnement koster det 529 kr, men så låser du dig også til ionity, ét netværk uden destinationsladere.

      Hvorfor så dyrt i Tyskland? Mon ikke det skyldes de ikke har en løsning med lad ubegrænset til fx 120€ om måneden. Du bruger nemt mere end 120€ på opladning bare en weekendtur til Berlin i december måned til lidt julehygge. Det var 3 dage, hvad med de resterende 28 dage? Clever presser voldsom på priser både ad hoc ladning, men også abonnementløsninger man kan købe.

      For prisen på clever, 799 kr, så kan du uden abonnement på ionity i Tyskland lade 135 kWh og med abonnement 240 kwh.
      I Danmark kan du lade 330 kwh med abonnement og 217 kWh uden abonnement.

      Fandtes der Tyskland allerstørste ladernetværk, meget større end ionity, med hjemmelader, lynlader og destinationlader, alt ubegrænset for 107€ om måneden ville de ublu ad hoc priser og endda de vilde abonnementspriser ikke eksistere. Jeg tror folk glemmer, hvordan priserne ville være fastsat uden clevers løsning. Fjerner du bundling og ubegrænset ladning, så ville du se prisstigninger på udeladning. En tur til Skagen fra København og retur ville koste dig mere end dit clever abonnement.

      Man kan også se hvordan clever udvider det danske ladernetværk og gør udeladning attraktivt. Uno X gik fra fyldte ladere til tomme arealer dagen efter de gik ud af Clevers aftale. I sidste ende, er det jo en fordel for bilejere selv at det danske ladernetværk er stort.

      Der er også noget batteri hensyn. Jeg har 100 km til arbejdet. Jeg plejer at lade ved arbejdspladsen med clever, og ikke bruge min hjemmelader. Så har batteriet høj spænding i mindst mulig tid, fordi når det er opladet så kører jeg hjem igen. Lader ikke hjemme, kører på arbejdet og lader igen. Rinse and repeat. Skal man spare penge, og sjat lade ved billige tidspunkter, måske have høj spænding på batterier om eftermiddagen fordi det er billigst at lade nu, selvom man først kører næste morgen? Eller prioritere en sund batteri.

      Det er personlig fleksibilitet, batteri sundhed, investering i ladernetværk og ultimativt presses prisen på udeladning, som du får ved at til vælge clever. Clever mister penge, kig på deres regnskab: de bløder penge. Dem der vinder lige nu er alle clever kunder, inklusiv elbilsejerne der lader ude, men ikke har clever og nyder godt af den skarpe konkurrence clevers løsning skaber.

  2. Hej Flemming

    Jeg bor inde i byen, hvor man ikke har sin egen indkørsel og dermed heller ikke kan få sin egen ladeboks.

    Opladning koster derfor mellem 3 og 4 kr. pr. kWh. (byladere) Lynladning er ofte endnu dyrere.

    Min kørsel kræver ca. 300 kWh pr. måned, altså 900-1.200 kr. Hvis man bare ville betale ved standeren, ville det være dyrere end et Clever-abonnement.

    Så for at svare på dit spørgsmål: det er folk inde i byen, der ikke har egen indkørsel. Ca. 33 % af danskerne bor i lejlighed.

    Af samme årsag er mange i byen tilbageholdne med at skifte til elbil.

    • Hej Rasmus. Tak for svar! Jeg kan godt se, at regnestykket ser noget anderledes ud i dit tilfælde.

      Jeg har tidligere selv boet i København i lejlighed i 15 år, men der var mit kørselsbehov slet ikke i nærheden af dit, så det er nok det der har farvet mine spørgsmål.

      Hvordan får du ladet nu hvor du har Clever One? Er det så primært lynlader en eller to gange om ugen? Selvfølgelig afhængig af batterikapaciteten på din bil. Eller AC lader du? Og må man lade bilen stå i AC laderen indtil næste morgen eller skal man ud at flytte den for at undgå strafgebyr?

      • Hej Flemming

        Jeg har faktisk fortsat min dieselbil, da det ikke kan betale sig økonomisk for mig at skifte.

        Hvis jeg skulle skifte, ville jeg vælge Clever eller Norlys, der har løsninger med x KwH til fast månedlig pris.

        Jeg ville bruge AC-ladning. Man kan lade frit i 3 timer ad gangen 8-23. Kl. 23-8 kan man holde frit (hvis man kan få en plads).

        Jeg er ret misundelig på folk med hjemmelader. Hvis jeg kunne få det, ville jeg have købt elbil for længst.

        Jeg håber på, at forbedret konkurrence kan presse priserne ned på byladerne og at der kommer endnu flere i takt med efterspørgslen, men det er nok en "hønen-og-ægget-situation".

  3. Jeg elsker min ID Buzz.
    Jeg kører ca. 70-80.000 km om året i firmakørsel.
    Jeg har haft store biler tidligere.
    Den kører som en drøm - behagelig at sidde i.
    Og selvom den skal oplades - så bliver jeg selv opladet af en tvungen pause.
    Selv min familie kan se, at jeg ikke længere stresser.
    Så for mig er en ID Buzz lig med velvære.
    Ps har lige været i Østrig med bilen sammen med konen - hun vil heller ikke køre i andet nu
    🙏

  4. Hvis I har ladeabonnement hos Norlys, kan I lade 250 kW om måneden for 500 kr. Det passer ca. til 15.000 km årligt.
    Hvis I køber det store abonnement til 700 kr. pr. måned, får I 400 kW.
    Dette passer til ca. 25.0000 km. årligt.
    Hvis I bruger flere kW end de inkluderede, er der 20% på standerprisen.
    😎😎😊.

  5. Jeg kører ~20.000 om året og har ikke mulighed for en lader derhjemme, så de 999 om måneden dækker mit behov fint, og det er billigere end dengang jeg kørte diesel, selv da prisen ikke var Trump'et helt i top..

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here