Ekspert: Ny crashtest forvirrer forbrugerne

Crashtestorganisationen Euro NCAP både strammer og slækker sikkerhedskravene til nye biler. Lille Hyundai får fire stjerner, mens der er topkarakter til ny Mercedes.

Den europæiske crashtestorganisation Euro NCAP står som garant for, at bilfabrikkerne udvikler stadig sikrere biler. Ellers kan de ikke få topkarakteren i NCAPs toneangivende crashtest, og det kan være med til at afgøre, om en bil får succes eller ej. Ikke mindst i Danmark, hvor forbrugerne lægger stor vægt på bilernes sikkerhed.

Men nu anklager en dansk ekspert i bilsikkerhed Euro NCAP for at skabe forvirring om bilernes reelle sikkerhedsniveau. Siden nytår har Euro NCAP skærpet kravene, så det er blevet sværere for bilerne at opnå topkarakteren fem stjerner. Men omvendt ser Euro NCAP nu igennem fingre med, at bilproducenterne kun monterer vigtigt sikkerhedsudstyr i udgaver med et højt udstyrsniveau.

”Euro NCAP øser med rund hånd fem stjerner ud over bilmodeller, hvor kun halvdelen af de solgte eksemplarer behøver kunne leve op til nye udstyrskrav. Har de antiskrid, autobrems og vognbaneassistent som standard i halvdelen af det forventede salg, vil udstyret være pointgivende, og bilen kan dermed pynte sig med alle fem stjerner,” forklarer Leif Nielsen. Han har tidligere været den danske bilklub FDMs repræsentant i Euro NCAP, og står i dag bag forbrugersitet sikkerbil.dk.

”Euro NCAP tager i testrapporten det forbehold, at testen kun gælder biler med de samme specifikationer, som den testede. Men der fortælles ikke, hvordan forbeholdet rent praktisk kan håndteres,” siger Leif Nielsen.

Forvirringen er opstået fordi Euro NCAP vil lokke bilfabrikanterne til at montere det nye, elektroniske sikkerhedsudstyr som f.eks. automatisk nedbremsning for forhindringer i bytrafik og samme form for udstyr tilpasset højere hastigheder. Udstyr, der vinder frem i disse år. Nogle biler, som den populære VW Up, har det allerede i Danmark i form af AEB City, der kan bremse automatisk ved hastigheder op til 30 km/t. AEB City tæller dog kun med i piskesmældstesten, og kun hvis de forreste hovedstøtter godkendes. Det er derfor den såkaldte landevejs-AEB, der har afgørende betydning. Men først fra 2016 bliver landevejs-AEB, der virker ved højere hastigheder, nødvendig for at opnå fem stjerner og først i 2017 skal det være standard på alle solgte biler.

I mellemtiden skaber Euro NCAP testen forvirring, fastslår Leif Nielsen.

Det er helt forkert at biler, der har opnået fem stjerner på basis af sikkerhedsudstyr i nogle bestemte udstyrsvarianter kaster stjerneglans over biler uden dette udstyr og med et lavere sikkerhedsniveau. Vi er desværre derhenne, hvor Euro NCAPs stjernesystem er blevet så kompliceret, at det er ved at tabe sin betydning overfor forbrugerne.”

Herhjemme vil dette forhold formentlig blive reguleret. Den danske Trafikstyrelse skal nemlig vurdere, om de enkelte biler lever op til kravene omkring de danske sikkerhedsstjerner, der danner basis for et muligt nedslag i registreringsafgiften. Det kan betyde, at det kan blive attraktivt at markedsføre bilerne herhjemme med det nye sikkerhedsudstyr, så de også herhjemme kan prale af den femte stjerne.

Lille Hyundai med stor sikkerhed
Hyundai i10 – en ny koreansk konkurrent til førnævnte VW Up – slipper fra mødet med muren med fire ud af fem stjerner. Altså et godkendt men ikke prangende resultat. Var Hyundai i 10 blevet testet før nytår, havde den formentlig fået topkarakter. Tabet af den femte stjerne skyldes de nye regler: Hyundai i10 har bl.a. ikke den automatiske nødbremse, der med stor sandsynlighed ville have udløst den femte stjerne.

Omvendt klarer Hyundai i10 sig bedre end for eksempel VW Up, der kun havde fået tre stjerner, hvis den var blevet testet i 2012. Nu blev den testet i 2011 og har derfor officielt fem stjerner efter den gamle crashtest-norm. På den måde er bestselleren VW Up og den nye Hyundai i10 eksempler på, hvor svært det er blevet for forbrugerne at foretage en reel sammenligning af de to ellers relativt ens biler.

Hyundai i10 har ikke automatisk nødbremse - og det koster den sidste og femte stjerne i den nye Euro NCAP crashtest.
Hyundai i10 har ikke automatisk nødbremse – og det koster den sidste og femte stjerne i den nye Euro NCAP crashtest.

Selv en større og endnu sikrere bil som den nye Mercedes C-klasse skabes der en smule tvivl om i den nye Euro NCAP crashtest. C-klassen klarer sig flot og scorer alle fem stjerner, men resultatet er baseret på en udstyrsvariant med automatisk nødbremse, der – ifølge oplysningerne på Mercedes’ danske hjemmeside – er ekstraudstyr på C-klassen i Danmark.

Du kan læse om de to crashtests i detaljer her:

Hyundai i10

Mercedes C-klasse

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here