Elbiler trækker stigende nordisk bilsalg

køb privatleasing

Elbiler trækker bilsalget op i alle de nordiske lande - og Danmark fører an i årets første syv måneder.

Bilsalget i de nordiske lande går kun én vej - op. Og det er elbiler, der driver væksten.

I juli steg antallet af nyregistreringer af personbiler i alle fire nordiske lande. Finland havde månedens største stigning med 11,4 procent og 6.049 nye personbiler, mens Danmark fulgte med en fremgang på 5,5 procent og 14.562 nyregistreringer. 

I Sverige blev der indregistreret 4,6 procent flere biler, mens Norge lå tæt på sidste års niveau med en vækst på 0,5 procent. 

Størst fremgang i Danmark

Efter årets første syv måneder har Danmark fortsat den klart stærkeste udvikling i Norden med en fremgang på 11,9 procent og 115.580 nyregistrerede personbiler. Finland ligger 1,5 procent over sidste år, Sverige 0,2 procent over, mens Norge fortsat er det eneste nordiske land med tilbagegang og ligger 2,4 procent under niveauet fra 2025.

“Der var fremgang på tværs af de nordiske bilmarkeder i juli, men set over året er Danmark i en klasse for sig. Det danske bilsalg er vokset markant mere end i vores nabolande, hvor udviklingen har været langt mere afdæmpet,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i brancheforeningen Mobility Denmark.

Elbiler trækker salget

Væksten skyldes i høj grad omstillingen til elbiler, der får stadig mere fart på i de nordiske lande.

Tempoet varierer dog fra land til land. Norge ligger fortsat suverænt i front. Her er andelen af elbiler massive 97,6 procent, mens Danmark følger efter med 80,2 procent. I Finland nåede andelen i juli 51,5 procent, mens Sverige nåede 44,3 procent, viser tal fra bilstatistik.dk.

Grafik: Mobility Denmark

Selv om Sverige og Finland umiddelbart halter lidt efter, er det også her, at andelen af elbiler stiger hurtigst. For et år siden havde elbiler ‘kun’ en andel på 35,6 procent i Sverige og 36,3 procent i Finland.

Forskellen ses også i den samlede bilbestand, hvor elbiler nu udgør 34,6 procent i Norge og 22,9 procent i Danmark. I Sverige og Finland er andelene henholdsvis 9,5 og 7,1 procent.

Toyota på toppen

Den nordiske smag i biler er også overraskende ensartet. i juli var Toyota bZ4X den mest solgte elbil i Danmark, Norge og Finland, mens svenskerne foretrak deres egen Volvo EX40, når det skulle være elektrisk.  

En ny og avanceret elbil som BMW iX3 fandt også vej til bilsalgets Top 10 i alle fire nordiske lande.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here