Et forbud mod kulfiber i biler kan være på vej. EU overvejer at klassificere det populære, stærke og lette materiale som sundhedsskadeligt.
Kulfiber forbindes med lethed, styrke og avanceret teknologi. Materialet bruges i alt fra sportsvogne til elbiler og luksusmodeller, hvor lav vægt og høj stivhed er afgørende for både præstationer og rækkevidde.
Men nu kan det lette supermateriales dage i europæiske biler være talte.
EU-Kommissionen overvejer nemlig at klassificere kulfiber som et såkaldt ’farligt materiale’ – altså et sundhedsfarligt stof. EU er det første sted i verden, der overvejer et decideret forbud mod kulfiber. Vedtages forslaget, vil et forbud træde i kraft fra 2029. Det skriver Motor1.com.
Udgør sundhedsrisiko
Baggrunden for det mulige forbud er bekymring for, at ultrasmå partikler fra kulfiber kan blive spredt i luften – især når materialer knuses i forbindelse med ophugning af udtjente biler. Ifølge EU kan disse mikroskopiske fibre være sundhedsskadelige, hvis de indåndes.
Kulfiber består af ultrafine kulstoftråde, der er stærkere end stål, men meget lettere. Det er netop kombinationen af høj styrke og lav vægt, der har gjort materialet populært i bilindustrien og indenfor motorsport. F.eks. er formel 1-racere bygget i kulfiber. Også flyindustrien benytter i stigende grad kulfiber, hvor det bidrager til lavere brændstofforbrug.
Men når materialet bearbejdes eller brydes ned, kan de små fibre ende i luften – og her mener EU, at de kan udgøre en potentiel helbredsrisiko, på samme måde som visse former for mikroplast og asbest.
Sværere at nå klimamål
Et forbud vil få stor betydning for bilindustrien, hvor kulfiber især bruges i alt fra kabinekonstruktioner og tagpaneler til hjulophæng og chassisdele i sportsvogne og luksusbiler.
Et forbud kan bremse innovation og gøre det sværere at nå EU’s egne klimamål, da lettere biler bruger mindre energi.
EU forventes at træffe endelig beslutning om kulfiberens fremtid senere i år.