Facelift på vej til Teslas aldrende topmodeller

Model S og Model X, Teslas topmodeller, skal ’have noget kærlighed’, afslører Tesla-chef. Et større facelift kan komme allerede i år.

Siden et facelift i 2021 har der været stille om Teslas to topmodeller, limousinen Model S og SUVen med mågevingedørene, Model X. Også hos forhandlerne. Tesla havde håbet, at opgraderingen af mærkets to flagskibe kunne løfte det globale salg til 100.000 biler årligt. Sidste år blev det til godt 85.000 biler eller relativt beskedne fem pct. af Teslas samlede salg på verdensplan.

I Danmark er interessen nærmest forduftet med et salg på henholdsvis 19 og 13 biler. Til trods for en periode med gedigne tilbud.

13 og 10 år gamle

Nedturen skyldes ikke kun priser på den dyre side af millionen, men også bilernes gulnede dåbsattester. Model S og Model X er henholdsvis 13 og 10 år gamle. I bilernes omskiftelige verden gør det nærmest duoen til et par grånende pensionister. Still going strong, jovist, men også ved at drukne i yngre rivaler.  

Men nu er undsætningen tilsyneladende på vej i form af det klassiske trick ansigtsløftninger. Det afslører Teslas tekniske chef Lars Moravy. I en ny udgave af podcasten Ride the Lightning. For åben mikrofon svarer Moravy sådan her på spørgsmålet om en mulig opdatering af Model S og X:

”Giv det lige et øjeblik. Vi kommer til det. Opdateringen for et par år siden (2021, red.) var mere omfattende i forhold til arkitektur og struktur end de fleste mennesker var klar over. Og bilen blev faktisk meget bedre. Men vi giver den noget kærlighed senere i år og sørger for, at den får nogle af de ting, som vi har puttet i Model 3 og Y.”

Lars Moravy lader forstå, at der bliver tale om en større opgradering, men røber ingen specifikke detaljer.

Mere komfort, nye lygter

Holder man fast i Moravys sammenligning med forbedringerne af Model 3 og Y, kan vi dog se frem mere komfortabel affjedring og mindre støj. Kabinen kan få en overhaling med forbedrede materialer og samme ambiente-belysning rundt om alle sæder og på tværs af instrumentpanelet.

Måske vender afviserstilken også tilbage. Den fik i hvert fald lov til at overleve Model Y-faceliftet fordi Tesla lyttede til kundernes feedback på den manglende afviserstilk i Model 3 ’Highland’.

Endelig kan der blive tale om diverse software opdateringer og finpudsning af drivlinen, der formentlig vil øge rækkevidden.

I betragtning af Model S og X’s fremskredne alder kan vi nok også forvente ganske synlige ændringer af designet. Det kunne være markante LED-bar’er for og bag på Model X, mens Model S kunne få mere Model 3-lignende lygter for og bag.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here