Anden generation af Mini Countryman er den største Mini nogensinde. Til gengæld byder den britiske crossover på masser af plads og fleksibilitet, bl.a. indbygget picnic-sæde.
Navnet Mini begynder at være en tilsnigelse, når man kigger på den nye Countryman. Men pyt, der var vist også engang en bredskuldret rocker, der hed Mini, og så må det britiske ‘hundehus’ vel også have lov at blive til en velvoksen villa.
For vokseværk, det har anden generation af Mini Countryman, der længe før Audi Q2 fandt sig en niche som kompakt og sporty luksus-SUV. Den nye udgave, der får verdenspremiere på næste måneds biludstilling i Los Angeles, vokser hele 20 cm i længden. Med en en længde på 4,3 meter bliver den større end en VW Golf – og den matcher eller trumfer også de fleste andre biler i den lille mellemklasse, når det gælder plads på bagsæde og i bagagerum: Akselafstanden øges otte cm til hele 267 cm, mens bagagerummet sluger velvoksne 450 liter.
Tager 100 kg på
Til gengæld gør Countryman også noget, de færreste biler gør i dag: Den tager på – hele 100 kg. Basismodellen vejer næsten 1.400 kg, så der bliver brug for alle 136 hk i den trecylindrede 1,5 liters turbobenzinmotor, der bliver den mindste i Countryman-serien. Alternativerne kendes allerede fra de øvrige Mini-modeller: Cooper S med 192 hk og Cooper D med 150 dieselheste. Senere følger en hybrid, der kombinerer benzin- og elmotor til en samlet ydelse på 224 hk.
Countryman står på samme platform som de øvrige Mini-modeller og 2-serien hos BMW, der ejer Mini. Det betyder tværstillet motor, forhjulstræk som udgangspunkt, firehjulstræk som tilvalg og sædvanligvis atletiske og underholdende køreegenskaber. Sammenlignet med forgængeren har den nye Countryman både større frihøjde og højere siddepostion, så SUV-fornemmelsen skal være mere udtalt. At dømme efter de første billeder er Countryman dog fortsat en ‘lowrider’ blandt de høje crossovers – lever den op til forgængeren, vil Countryman fortsat være klassens mest køreglade indslag.
Designet rykker også mod det mere maskuline med mere kantede former og buler i både skærme og motorhjelm på S-modellerne. Forlygter og grill er gjort mere firkantede, og hjulkasserne kan fyldes ud af fælge helt op til 19 tommer.
Picnic-bænk i bagagerummet
Indvendig er Countryman fortsat fuld af finurlige Mini-detaljer som vippeknapper, centerplaceret og nu trykfølsom skærm til infotainment-systemet samt kabinebelysning, der skifter efter kørestilen. Nye påfund er en ‘country timer’, der holder øje med, hvor mange timer du kører offroad og gør dig til enten ‘street cruiser’ eller ‘cliff champ’. Med ‘Mini Find Mate’ kan du fastgøre små transmittere til nøgler, tasker eller tøj og så kan du altid lokalisere tingene fra din Countryman.
Bagagerummet kan udstyres med en såkaldt picnic-bænk; en kombineret sædehynde og skåneforklæde, der gør det komfortabelt at indtage sin five o’clock tea i læ under bagklappen.
Sjovt legetøj. Og helt sikkert noget, der optræder i Mini’s bibel-lange ekstraudstyrsliste, som det traditionelt koster mange penge at sætte krydser i. Selve bilen stiger også i pris, man får ikke mere bil gratis hos Mini. Regn med en startpris på 370.000 kr. – ca. 20.000 kr. mere end for rivalen Audi Q2 – for en basis Countryman uden ret meget udstyr, når den maximale Mini kommer til Danmark. Det sker til februar.
Læs også: Clubman bliver en Maxi Mini