Sydkoreanerne udvider med endnu en elbil. Giganten Hyundai Ioniq 9 har et kæmpebatteri på 110 kWh, og rækkevidden er over 600 km.
Hyundai fortsætter sin elektriske satsning, og næste elbil fra sydkoreanerne er den fem meter lange elgigant Ioniq 9. Den er næsten to meter bred, har plads til syv personer, og batteriet på 110 kWh giver en rækkevidde på 620 kilometer.
Dermed overgår Ioniq 9 sin søsterbil fra Kia. EV9, der kom tidligere i år, har et batteri på 100 kWh, og i den er rækkevidden op til 579 km. De to 9’ere deler koncernens E-GMP-platform og har dermed begge 800 volts-teknologi, der sikrer lynhurtig opladning. Kia EV9 lader med 210 kW, Hyundai oplyser ikke Ioniq 9’s præcise ladeeffekt, men begge opgiver lynladning fra 10 til 80 procent af batteriets kapacitet på 24 minutter.
Seks eller syv sæder
Ioniq 9 kan bestilles med enten seks eller syv sæder. Med seks nærmer indretningen sig lounge-stemning, da de to sæder på midterste række kan drejes 180 grader, så de fire passagerer sidder med front mod hinanden. I normal position kan sæderne anden række ligesom de to forreste sæder lænes helt tilbage og har benstøtter.
Med alle sæder i brug tager bagagerummet 620 liter, med tredje række fældet ned i gulvet napper Ioniq 9 hele 1.323 liter. Bilen har et ‘frunk’ – altså et praktisk rum under forreste hjelm til ladekabler og andre småting.
Ioniq 9 vil kunne fås med en eller to elmotorer. I Long Range-modellen med baghjulstræk yder elmotoren 215 hk, i Performance med to elmotorer og firehjulstræk er ydelsen 309 hk. Bilen må trække en anhænger på 2,5 ton.
I Danmark 2025
Bilens strømlinede design giver trods bilens størrelse en god aerodynamik, og de karakteristiske pixel-LED-lygter både foran og bagpå bidrager til det glatte look. Ioniq 9 fås i 16 forskellige lakeringer udvendigt og syv indvendigt.
Kia EV9 koster i øjeblikket mellem 450.000 og 615.000 kroner. Ioniq 9-priserne er ikke fastlagt endnu, men vær nogenlunde sikker på, at de bliver nogenlunde tilsvarende EV9’erens priser. Læs i øvrigt Hvilkenbils test af Kia EV9 her.
Den store sydkoreaner lanceres på hjemmemarkedet og i USA i første halvår 2025 og ventes derefter til Europa.
Af redaktionen