Ford er på vej med nye udgaver af familiebilerne C-Max, Grand C-Max og S-Max. Trods mere udstyr er der ikke udsigt til prisstigninger.
Til sommer er Ford klar med nye udgaver af mærkets tre familiebiler; C-Max, Grand C-Max og S-Max.
De to førstnævnte er baseret på den mellemstore Focus, og lige som deres tekniske ophav får C-Max til fem personer og den længere Grand C-Max til syv personer et facelift.
Mest synlige ændring er Fords karakteristiske trapezformede kølergrill, der har en slående lighed med sportsvognene fra britiske Aston Martin. Skulle agent 007 nogensinde slå sig til ro med kone og kernefamilie, har Ford altså den oplagte bil til familien Bond…
Teknisk opdateres C-Max og Grand C-Max med optimerede motorer, der kører længere på literen samt mulighed for at udstyre bilen med alle tænkelige sikkerhedssystemer. Standard bliver en automatisk nødbremse, der virker ved hastigheder op til 50 km/t.
Indvendig er stilen pudset af med bl.a. en trykfølsom skærm, der har gjort det muligt at rydde op i den nuværende models mange knapper i midterkonsollen.
S-Max med firehjulstræk
Skal der for alvor være plads til familien byder Ford S-Max (billedet øverst) sig til. Modellen er fortsat baseret på firmafavoritten Mondeo, men ændringerne er – både ude og inde – mere gennemgribende. Motorerne får lidt flere kræfter og kører længere på literen, og som noget kan S-Max endda udstyres med firehjulstræk.
Sikkerheden får et løft med Fords ’pre-collision’ system, der bliver standard og bl.a. indebærer en automatisk nødbremse, der virker ved hastigheder helt op til 180 km/t. Derudover kan S-Max forsynes med sikkerhedsassistenter, der bl.a. kan holde kursen, se 180 grader i tæt trafik, genkende skilte og afpasse farten derefter, samt parkere selv.
Løft bagklappen med foden…
Indvendig får kabinen et løft med bedre materialer, en trykfølsom skærm og stemmestyring af de vigtigste funktioner. Fem siddepladser er stand, og køber du en tredje sæderække, kan den udstyres med fjernbetjent og eldrevet op- og nedfældning. Alle Fords familiebiler kan også udstyres med en særlig finesse, der gør indkøbsturen lettere: når du står med bæreposer i begge hænder, vifter du blot med foden under den bagerste kofanger, så kører bagklappen automatisk op.
Ifølge Ford får alle tre familie-modeller også finpudset de køreegenskaber, der er Fords adelsmærke og gør C-Max, Grand C-Max og S-Max til noget så sjældent som praktiske familiecontainere, der faktisk er underholdende at køre i. En kvalitet, der har været med til at gøre trekløveret blandt de mest solgte biler i MPV-klassen herhjemme.
Stigende priser kommer ikke til at forhindre fortsat popularitet: C-Max og Grand C-Max, der dukker op hos forhandlerne i juni, stiger ganske vist 6.000 kr. Til gengæld falder basisprisen for den nye S-Max med 5.000 kr., når den når frem umiddelbart efter sommer. Du kan se udvalgte priser herunder:
Priser på Fords fornyede familiebiler, inkl. lev.:
C-Max 1,0 EcoBoost 100 hk Trend: 242.000 kr.
C-Max 1,0 EcoBoost 100 hk Titanium: 273.000 kr.
C-Max 1,5 ECOnetic 105 hk Trend: 281.000 kr.
Grand C-Max 1,0 Ecoboost 100 hk Trend: 273.000 kr.
(Merpris 3. sæderække: 13.000 kr.)
S-Max 1,5 EcoBoost 160 hk Trend: 449.000 kr.
S-Max 2,0 TDCi 120 hk Trend: 455.000 kr.
(3. sæderække: 26.000 kr.)
Læs mere om: