Prisen på Jeep Avenger er nu 220.000 kroner

Jeep Avenger

Prisen på Årets Bil i Europa 2023 var for høj. Kun få ville købe den. Men et udsalg satte gang i den, og Jeep har fundet et fornuftigt leje.

280.000 kroner var prisen for elbilen Jeep Avenger, da den blev introduceret for snart to år siden, og af europæiske biljournalister blev udpeget til Årets Bil. Men det var danskerne ligeglade med. I hele 2023 og 2024 solgte Jeep kun 133 styk i Danmark, og årsagen var tydeligvis den alt for høje pris.

Bilerne hobede sig formentlig op hos forhandlerne, så Jeep besluttede ved juleudsalget i 2024 at sætte billigste Avenger ned til 200.000 kr. Dét satte skub i sagerne, og alene i december 2024 lykkedes det at sælge 35 styk. De foregående 11 måneder havde man solgt 52, så budskabet er klart: Hvis Avenger-prisen er rimelig, så kan der faktisk sælges biler.

Den har regnedrengene hos importøren nu også luret – konsekvensen er dog ikke, at kampagneprisen på 200.000 kr. bliver fastholdt. Men næsten. Billigste Avenger koster nu 220.000 kr.

Den billige er skrabet

Lageret var formentlig tømt efter juleudsalget, for i januar registrerede Mobility Denmark kun tre solgte Avenger. Men med den faste og mere rimelige startpris burde der være reel udsigt til et lidt højere salg end de foregående år. 

Internt i Stellantis-koncernen skal Avenger måle sig op ad Peugeot E-2008 og Opel Mokka-e, som den deler platform og teknologi med. Avenger har, uanset udstyr, et batteri på 54 kWh og en rækkevidde omkring 400 kilometer.

Den maksimale ladeeffekt på 100 kW imponerer ikke, og varmepumpe, der øger effektiviteten og optimerer batteriets ladeeffekt ved lave udendørstemperaturer, findes ikke til den billigste Longitude. 

Adaptiv fartpilot, vognbaneassistent, vejskiltegenkendelse og blindvinkeladvarsel fås heller ikke. Heller ikke varme i forsæderne, klimaanlæg og navigation hører til Longitude.

Den mellemste er overflødig

Altitude til 250.000 kr. har adaptiv fartpilot og vejskiltegenkendelse, men ikke vognbaneassistent og blindvinkeladvarsel. Varmepumpe og varme i forsæder kan dog tilkøbes for 7.000 kr. Klimaanlæg, navigation og elektrisk bagklap er standard i Altitude.

Altitude synes nærmest ligegyldig, for merprisen for topmodellen Summit er kun 15.000 kr. – altså koster den 265.000 kr. Her er sikkerhedspakken mere komplet, Summit  har varmepumpe og varme i forsæder, ligesom man får LED-forlygter og p-sensor foran med.

At Jeep Avenger er blevet sat permanent ned, betyder ikke nødvendigvis, at salget vil eksplodere. For konkurrencen er hård. Den topudstyrede Opel Mokka-e Ultimate koster 260.000 kr., en godt udstyret Peugeot E-2008 GT koster 280.000 kr., og et par lidt større sydkoreanere er svære at komme udenom. Hyundai Kona Electric med 377 kilometers rækkevidde koster fra 235.000 kr., og Kia Niro EV med en rækkevidde på 460 km koster fra 270.000 kr. 

Garanti kan også være et punkt til overvejelse. Jeep, Peugeot og Opel giver kun to års mekanisk garanti, begge sydkoreanere udmærker sig ved minimum fem år.

Jeep Avenger gjorde i øvrigt ikke nogen god figur, da den blev sikkerhedstestet af Euro NCAP i 2024. Kun tre ud af fem stjerner blev det til. Hvilkenbils test af Avenger kan læses ved at klikke på linket her.

Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here