Skoda lancerer fem nyheder på to år

En ny Skoda Fabia til efteråret er kun begyndelsen på en massiv Skoda-offensiv. Frem mod 2018 skal salget næsten fordobles til 1,5 millioner biler.

Tidligere på ugen skrev vi om den kommende Skoda Fabia, der får verdenspremiere på oktobers biludstilling i Paris. Baseret på VW-familiens MQB-modulplatform bliver Fabia væsentligt bredere og lavere, hvilket sammen med et mere markeret design skal være til at øge Skoda-salget over alt i Europa.

Skoda spiller nemlig en vigtig rolle i VW-koncernens plan om at blive verdens største bilproducent. Derfor er tredje generation af Fabia kun begyndelsen på en større offensiv fra VWs tjekkiske fornuftsmærke. Skoda er allerede en god forretning med et samlet årligt salg på 900.000 biler, men i 2016 skal Skoda-salget næsten fordobles til 1,5 millioner biler.

Opskriften er en lancering af fem store Skoda-nyheder i løbet af de næste to år. Ud over den nye Fabia kommer tjekkerne med en ny udgave af den store Superb, en kæmpestor SUV med plads til syv personer, en lidt mindre ’SUV-coupé’ i stil med den nye BMW X4. Endelig er tjekkerne på vej med en kompakt crossover baseret på Fabia-teknik, der skal tage kampen op med populære ’gadekryds’ som Renault Captur og Peugeot 2008.

For VW-koncernen er det relativt hurtigt og billigt at udvide paletten af Skoda-modeller. Teknikken hentes nemlig fra de enorme hylder med forskellige VW-dele, der – lidt forenklet – blot skal iklædes et nyt design og billiggøres en smule, så Skoda fortsat kan sælges som det fornuftige og prisbillige alternativ til VW.

I praksis betyder det, at Fabia deler teknik med VW Polo – og endda får en lille fordel af også at lanceres som en praktisk stationcar. VW Polo fås kun som tre eller femdørs hatchback.

Den store SUV skal formentlig baseres på en ny platform, der på sigt også skal danne basis for næste generation af VW Touareg. Den lidt mindre crossover Skoda Yeti skal også fornyes og deler teknik med den kommende udgave af VW Tiguan. Endelig deler en ny Superb teknologi med den nye VW Passat, som får dansk premiere sidst på året. Designet af Superb har vi allerede fået en forsmag på med konceptbilen Vision C, der blev vist tidligere i år (billedet).

Superb er derfor allerede klar i 2015. Angiveligt i en mere sporty version end den nuværende, men også med færre motorvarianter og lidt mindre ekstraudstyr end Passat. Skoda skal nok booste VW-koncernens salg, men må fortsat finde sig i at spille anden violin i forhold til familiens overhoved, Volkswagen.

Læs mere: Første nyt om ny Skoda Fabia

[email protected]  

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here