87 pct. af Tesla-ejere vil vælge samme mærke igen, viser amerikansk undersøgelse. Næsten alle elbil-ejere vil vælge en elbil igen.
Trods masser af debat om alt fra design, betjening og ikke mindst Elon Musks gøren og laden, er Tesla-ejere uhyre loyale overfor mærket. I hvert fald i USA, hvor 87 pct. af Tesla-ejerne vil vælge en Tesla igen, næste gang de skal købe eller lease en ny bil.
Det viser en rundspørge foretaget af det amerikanske business-medie Bloomberg blandt 1.000 amerikanere, der i løbet af det næste vil investere i en ny bil.
Dermed slår Tesla to mærker, der historisk nyder enorm respekt og loyalitet i USA, nemlig Toyota og Toyotas prestigemærke Lexus. Ganske klart endda: 68 pct. af Lexus-kunderne og 54 pct. af Toyota-kunderne vil vælge samme mærke igen.
93 pct. vælger elbil igen
Undersøgelsen viser også, at elbiler i sig selv tilsyneladende afføder stor loyalitet overfor teknologien: 93 procent af de nuværende elbil-ejere vil også vælge en elbil næste gang. Til sammenligning overvejer lidt over en tredjedel – 34 pct. – af nuværende ejere af benzinbiler at skifte til en elbil.
Tendensen mod flere elbiler er også ganske klar. Fortsætter den nuværende udvikling, forventer Bloomberg, at elbiler vil udgøre 25 pct. af det amerikanske bilsalg i 2030.
Den helt store ’driver’ er de lavere driftsomkostninger. Stigende benzinpriser har altid været en politisk varm kartoffel i USA, og de senere år er prisen ved pumpen steget støt.
Større udvalg af mindre og billigere elbiler frem mod 2030 vil også øge udbredelsen af elbiler, der i dag hører til i den dyre ende af bilmarkedet.
Stadig langt til modent marked
Men der er også udfordringer:
”Tesla, GM (Chevrolet m.fl., red.) og Stellantis’ (Chrysler og Jeep i USA, red.) bølge af billige elbiler, der kommer i 2026, kan ramme masse-forbrugerne. På trods af det, er der stadig lang vej til et mere modent marked. Et utilstrækkeligt netværk af ladestationer, rækkeviddeangst og lange ventetider i forbindelse med opladning bekymrer fortsat alle bilkøbere,” forklarer Steve Man, global chef for Bloombergs bilmarkeds-research og manden bag undersøgelsen.