BILTEST: Udtrykket “rettidig omhu” beskriver den nye Toyota Yaris perfekt. Japanerne har gennemført et tidligt og yderst vellykket facelift.
Hvilken bil?
Hvis du synes, det er kort tid siden, du sidst læste om en ny Toyota Yaris, har du helt ret. Tredje generation af Europas mest solgte Toyota blev lanceret så sent som i 2012, men den ellers helt nye model var fra starten bagud på point i forhold til de bedste konkurrenter fra VW, Kia og Ford. De japanske ingeniører har efter sigende udskiftet mere end 1.000 dele i bilen og haft fokus på kabinen, støjisolering og køreegenskaber.
Vidste du at?
Yaris også fås i en hybrid-udgave med 1,5-liters benzinmotor, automatgear og elmotor. Til en pris på 184.000 kroner er den grønne Yaris markedets klart billigste hybrid, og helt ekstraordinært topper hybridudgaven Yaris-salgslisterne i Danmark. Generelt er Yaris blevet billigere efter faceliftet i og med, at Toyota Danmark nu hjemtager en skrabet intromodel til 108.775 kr.
Hvordan er førerpladsen?
En af de få komponenter i kabinen, som er fulgt uændret med over fra forgængeren, er det lille, tykke læderrat, som ligger perfekt i hænderne. Samtidig har finishen fået et synligt og mærkbart løft, og det klæder Yaris i en tid, hvor konkurrenter som Skoda Fabia og Renault Clio nøjes med masser af hård plastic. Sæderne overbeviser også med god støtte.
Hvordan opleves kabinen?
Før nøglen overhovedet vrides i tændingslåsen, springer interiøret i øjnene som kronjuvelen i den faceliftede Yaris.
Materialevalg og design er kraftigt forbedret, selv om man må have luppen frem for at spotte, hvor præcist japanerne har sat ind. Det overordnede indtryk er yderst positivt, og selv Yaris ikke ligefrem er klassens rummeligste, er den smart indrettet med små aflæggerum og et regulært bagagerum.
Er sikkerheden i orden?
Den faceliftede Yaris er endnu ikke testet af EuroNCAP, men modellen blev vurderet til topkarakteren fem stjerner i 2011. Faceliftet har ikke ændret ved sikkerhedsudstyret, som tæller syv airbags inklusiv gardiner og knæairbag. Desværre fås Yaris ikke med moderne, aktivt sikkerhedsudstyr som nødbremse, blind-vinkel-assistent eller vejbaneholder. Læs mere på sikkerbil.dk.
Hvordan kører den?
Yaris er stadig udpræget komfortabel, men affjedringen er fast nok i kødet til, at bilen nu er sjov at kaste ind i svingene, og bagvognen kan endda løsnes en smule, hvis man virkelig insisterer. Den elektromekaniske servo har en naturlig tyngde, specielt ved marchfart, og selv med fire personer i bilen, fyldt bagagerum og ruskende vind er retningsstabiliteten en større bil værdig.
Hvordan er motoren?
Yaris fås med to benzinmotorer – begge uden turbo. En 3-cylindret 1,0’er fra Aygo og den testede 1,3’er.
Man skal være udstyret med en skakspillers tålmodighed for at vælge 1,0’eren, men 1,3’eren forvandler faktisk Yaris til en lille humørbombe.
Den skal have (mange) omdrejninger for at præstere, til gengæld kvitterer den med en sprød motorlyd. Yaris er højt gearet, og mellemaccelerationer på motorvejen kræver flittige nedgearinger, og det koster på brændstofforbruget.
Passer prisen?
Den testede Style Edition har næsten alt det udstyr, der kan hældes i bilen, og derfor runder den faktisk 200.000 kr. inklusive den eftermonterede fartpilot og komfortblinket – begge dele til rimelige hhv 3.000 og 2.000 kroner Det lyder dyrt, men matcher faktisk konkurrenter som Polo Comfortline. Kan du undvære de friske stylingdetaljer som røde sæder, diverse kromlister og omdrejningstæller virker den almindelige T2 til 168.775 kr. som et godt bud.
Er der alternativer?
Masser! Og det er nok Toyotaens største udfordring, fordi den lander lidt midt på træet i en ekstremt konkurrencepræget klasse. Fords fremragende Fiesta er sjovere, Skoda Fabia er mere rummelig og VW Polo en kende mere luksuriøs. På vej er desuden en helt ny Opel Corsa, der angiveligt bliver prissat aggresssivt. Men i modsætning til den præ-faceliftede udgave falder Yaris ikke igennem. Tværtimod er den en meget stærk allrounder, som har noget for Toyota så usædvanligt som svært definerbar x-faktor.
Konklusion:
For: Lækker kabine, masser af udstyr, solide køreegenskaber.
Imod: Fraværende bundtræk, trangt bagsæde, ergonomi.
Hvilkenbil siger:
Den faceliftede Toyota Yaris triller direkte hen over dækkanten på VW Polo. Ligesom tyskeren leverer den solide køreegenskaber, lavt støjniveau og fine materialer i kabinen.
FAKTA: Toyota Yaris 1,33 VVT-i Style Edition
Vejl. pris, inkl. lev.: 194.000 kr.
Anslået kontantrabat:* 10.000 kr.
Årlig ejerafgift: 580 kr.
Garanti (rust/mekanik): 12/3 år
Sikkerhed (Euro NCAP):
Antal airbags: 7
Forbrug (EU-norm): 20,4 km/l (114 gr. CO2/km)
Forbrug i test: 14,0 km/l
Længde/bredde/højde: 395/170/151 cm
Bagagerum (min/max): 286/768 liter
Vægt: 1.115 kg
Motor: 4 cyl., 1,3 liter, benzin
Effekt: 99 hk/125 Nm
0-100 km/t: 11,7 sek.
Topfart: 175 km/t
Særligt standard udstyr (Style Edition):
16” alufælge, aircondition, bakkamera, elsideruder for, elsidespejle med varme, follow-me-home-forlygter, LED-kørelys og LED baglygter, lædergearknop og læderhåndbremsegreb, multijusterbart læderrat med betjeningsknapper til musikanlæg og Bluetooth, specialdesignet frontgrill, sæder med røde detaljer, sædevarme for, Toyota Touch 2 multimediesystem m. 7” touch-skærm, radio/cd, MirrorLink, Bluetooth til håndfri mobil, USB- og aux-indgang, tågeforlygter med kromdetaljer.
Metallak: 5.700 kr. (inkl. i Style Edition) (*Anslået af hvilkenbil.dk)
Læs også tests af tre konkurrenter:
Renault Clio forfører med stil og komfort