Tyskere advarer: Moderne dørhåndtag kan være farlige

dørhåndtag

Flere bilers dørhåndtag trækker sig ind i karrosseriet. Ved en ulykke kan det besværliggøre redningsfolks adgang til bilen.

Den tyske bilistorganisation ADAC løfter nu pegefingeren i sikkerhedens tegn. Flere og flere biler får elektriske dørhåndtag, som trækker sig ind i karrosseriet, når bilen kører afsted, og når dørene låses.

I tilfælde af en ulykke, skal dørene automatisk låse op og dørhåndtagene “poppe” ud. Men hvis bilens 12 volts-anlæg, der typisk styrer centrallåse-systemet, bliver beskadiget ved ulykken, popper dørhåndtagene ikke nødvendigvis ud.

I sådanne tilfælde kan redningsfolkenes mulighed for at skaffe sig adgang til den forulykkede bil tage længere tid, og derved risikerer folk at blive fanget i bilen. Hvis bilen er ved at bryde i brand eller allerede brænder, bliver det for alvor farligt.

Derfor advarer ADAC (Allgemeiner Deutscher Automobil-Club), der er Tysklands svar på FDM og har 17 millioner medlemmer, nu mod en yderligere udbredelse af de forsænkede dørhåndtag.

Anbefaler mekaniske håndtag
Her opstår problemet: Det aerodynamiske dørhåndtag popper ikke ud – og så er det svært at åbne døren i en nødsituation.

I de test, som den europæiske organisation, Euro NCAP, udfører på nye biler, indgår muligheden for at åbne dørene efter en ulykke som en del af testene.

ADAC påpeger, at Euro NCAP’s test ikke tager højde for alle de forskellige former for ulykker, der sker, og alle de forskellige måder, som dørene kan være deformeret på. ADAC fastslår, at det vigtigste er at sikre redningsfolk så hurtig adgang til de tilskadekomne i bilerne som muligt. Hvis de elektriske dørhåndtag af en eller anden grund ikke “popper” ud, hvilket der er en reel risiko for, frygter ADAC, at det er et spørgsmål om tid, før det får fatale konsekvenser.

I 2019 indebrændte en Tesla Model S-fører i sin bil i Florida, da tililende ikke kunne få fat i dørhåndtagene og tvinge dørene op.

ADAC anbefaler de traditionelle, mekaniske dørhåndtag, da de optimerer sandsynligheden for, at redningsfolk hurtigt kan komme ind i forulykkede biler.

Blandt de biler, som benytter forsænkede elektriske dørhåndtag, der flugter med bilernes karrosseri – enten som et designelement eller for at nedbringe vindmodstand – er flere nyere Hyundai-modeller, enkelte Mercedes-modeller, Tesla Model S og X, flere af BMW’s modeller, Xpeng og Nio.

[email protected]

3 Kommentarer

  1. Teslas model 3 og Y har altså mekaniske håndtag. Kun S og X har elektrisk forsænkede – men der sælges jo langt flere 3 og Y end S og X

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here