Dodge kan blive verdens første elbil med udstødningsrør. Ved at udskille farlige gasser, skal røret forhindre brand i batteriet.
Det lyder som en tidlig aprilsnar, men den er god nok: Stellantis-koncernen, der bl.a. står bag Citroën, Peugeot, Opel, Fiat, Jeep og Dodge, vil udstyre elbiler med et udstødningsrør. Ikke til elmotoren, der som bekendt ikke udleder noget som helst, men til elbilernes batterier.
Tanken er, at udstødningsrøret sammen med et filter, der minder om en katalysator, kan adskille og udskille farlige gasser og dermed forhindre, at batteriet bryder i brand. Det skriver Green Car Reports.
Må ikke ’løbe løbsk’
Elbiler brænder yderst sjældent – også sjældnere end biler med forbrændingsmotorer – men batteribrande er til gengæld svære at slukke. Det skyldes, at batteriet kan ’løbe løbsk’ – en såkaldt thermal runaway – og blive så varmt, at det udleder brændbare gasser som brint, metan, propan og ethylen. Sker det, er det meget svært at slukke branden, før batteriet brænder helt ud. En proces, der i sagens natur er farlig og kan tage lang tid.
Udstødningsrøret kan samtidig udligne et eventuelt tryk inde i batteriet, og dermed forhindre det i at eksplodere, hvis det bliver overophedet.
Stellantis mener det alvorligt og har foreløbig indgivet patentansøgning på udstødningsrøret til batteriet i elbilen Dodge Challenger. En elektrisk muskelbil, der lidt kuriøst allerede har et ’udstødningsrør’. Her er dog tale om et kraftigt højttaler-system, der skal give oplevelsen af en heftig V8-motor, inklusive mekaniske vibrationer.
Flere metoder
Selv om brande i elbil-batterier er sjældne, er de så spektakulære og potentielt farlige, at der arbejdes på flere metoder til helt at undgå dem. Mens Stellantis altså arbejder med en mekanisk udstødning, arbejder andre mærker f.eks. med brandhæmmende adskillelser af de enkelte batterimoduler.
Den mest direkte måde at undgå brand på, går dog gennem den avancerede batteristyring, som der findes i alle elbiler. Moderne elbilers batterier overvåges og kontrolleres konstant, og der kan lukkes ned for enten hele batteriet eller enkelte moduler for at undgå overophedning.