Der er fortsat store prisforskelle på opladning af elbilen i Europa. Planlægning kan gøre bilferien meget billigere.
Når skolerne ringer ud for sidste gang på fredag, begiver mange danskere sig ud på sommerens store bilferie. For mange danskere er det første gang, at det sker i en elbil. Den gode nyhed er, at der er masser af ladere derude i Europa. Den dårlige er, at man risikerer at betale overpris for at lade elbilen op, hvis man ikke ser sig for.
Som i Danmark er der også i Europa store forskelle på elpriserne. Men generelt er det dyrere at benytte offentlig opladning i Europa end herhjemme. Især langs de mest befærdede motorveje, hvor ladeoperatørerne virkelig tager fat: De dyreste lynladere langs motorvejene kan koste helt op mod otte kroner pr. kWh.
I den modsatte ende er det også muligt at finde offentlige AC-ladere, hvor strømmen koster to-tre kroner pr. kWh.
Tegn midlertidige abonnementer
En anden forskel er betalingsmetoderne. Flere steder i Europa kan det fortsat være kompliceret og kræve særlige apps, som vi ikke bruger i Danmark.
En oplagt måde at holde priserne nede på er at tegne midlertidige abonnementer hos en eller flere af de store ladeoperatører som Ionity og Tesla.
“Det er heldigvis blevet meget nemmere at lade på kør-selv-ferien i en elbil, men det kræver lidt ekstra planlægning, end du er vant til, hvis du plejer at køre i brændstofbil. Men turen i elbil er for langt de fleste væsentligt billigere end brændstofbilen – især hvis du forbereder dig, tegner et midlertidigt abonnement og undgår de dyreste ladestandere”, siger Thor Folmann Krarup, der er chef for e-mobilitet i energiselskabet OK.
Gode lademuligheder i Tyskland
På vej sydpå går turen gennem Tyskland, og her finder man heldigvis et af Europas bedst udbyggede lande, når det gælder hurtig opladning. Langs motorvejene findes et tæt netværk af ladestationer, og særligt de større Autohof-rastepladser er blevet attraktive stop for elbilister.
“Her finder man typisk ladeparker med flere forskellige ladeoperatører samlet ét sted, og det giver større kapacitet og flere valgmuligheder. Det betyder, at man som elbilist lettere kan finde en ledig lader og samtidig vælge den løsning, der passer bedst til ens behov og ladeaftaler”, forklarer Thor Folmann Krarup.
For bilister, der ønsker at holde omkostningerne nede, kan de større ladeparker derfor være et godt alternativ til de mindre motorvejsanlæg. Her er udvalget af ladeoperatører ofte mere begrænset og priserne højere.
Kør lidt væk fra Autobahn
Thor Folmann Krarup nævner også, at man kan overveje at finde en ladestander lidt væk fra motorvejen, hvor man ofte kan finde lokationer med flere operatører.
"Ofte er priserne lavere, og der er i mange tilfælde bedre plads end langs hovedfærdselsårene", siger han.
Et godt tip kan være supermarkeders p-pladser. Kæder som Lidl har ofte egne ladestandere til væsentligt lavere priser end ude ved motorvejen. Lavpris-tankstationer som Jet er også blandt de billigste ladeoperatører i Tyskland - også uden abonnement.
Planlæg Italien og Frankrig
Mange danskere kører gennem Tyskland for at komme til Italien og Frankrig i sommerferien. Begge lande fungerer fint for elbilister, men kræver dog lidt mere planlægning end Tyskland, fordi laderne er mere ujævnt fordelt.
Omkring de store motorveje og i de større byer er der generelt gode lademuligheder i Frankrig og Italien, men i mindre byer og turistområder kan antallet af både lyn- og langsomladere være begrænset. Samtidig er der flere forskellige operatører på markedet med hver deres betalingsløsninger.
Hent apps og planlæg på forhånd
Løsningen er lidt planlægning: Undersøg, hvor der er ladere på ruten, inden man kører afsted. Og gå gerne efter lokationer, hvor der er flere udbydere, hvis det skulle drille med betalingen hos en ladeoperatør.
Apps som Google Maps, A Better Routeplanner og bilmærkernes egne apps gør det lettere at finde ladere på tværs af operatører, så du kan finde de mest økonomiske ladestop undervejs.
“Bilernes egne infotainment-systemer er også blevet bedre - og med dem, en ladeapp fra et af bilmærkerne, Google Maps og en international ladebrik eller et ladekort, er du langt”, siger Thor Folmann Krarup.
Hans konklusion er, at der ikke er grund til bekymring: Med lidt planlægning er det både nemt, fleksibelt og økonomisk at tage på ferie i elbil - også når turen går ud i Europa.
Sådan lader du billigst muligt i Europa
- Sammenlign priser, inden du lader
- Brug ladeapps som A Better Routeplanner og bilmærkernes egne apps. De enkelte bilmærker som fx BMW, Hyundai og Volkswagen giver adgang til 500.000 ladepunkter i Europa. I disse løsninger kan der også købes midlertidige abonnementer
- Google Maps og bilens infotainment-system er også ofte godt
- Udnyt Autohofs - de store ladeparker med flere ladeoperatører
- Lad om muligt ved overnatning - det er billigt og bekvemt
- Hav en ladebrik som backup
- Planlæg turen hjemmefra





