VW ID.3 er Årets Bil i Danmark 2021

årets bil 2021

Den ‘elektriske folkevogn’ VW ID.3 er kåret som Årets Bil i Danmark 2021 foran Seat Leon og Toyota Yaris. Artiklen opdateres.

Elbilen VW ID.3 er Årets Bil i Danmark 2021. Dermed er det andet år i træk, at de danske motorjournalister kårer en elbil som årets bedste bil på det danske bilmarked. Sidste år var det Tesla Model 3, der vandt prisen.

Sejren til ID.3 var ganske solid med i alt 150 point. Seat Leon fra samme VW-koncern fik 122 point på andenpladsen, mens den nyeste generation af hybridbilen Toyota Yaris tog tredjepladsen med 114 point.

ID.3 var på forhånd udpeget som favorit – godt hjulpet af sin position som en mere ‘folkelig’ elbil. Ret beset er ID.3 dog ikke specielt billig. Den elektriske folkevogn er dyrere end sine koreanske konkurrenter og koster stort set det samme som en tilsvarende udstyret Tesla Model 3. Men den er VW’s første bil, der er udviklet til eldrift, og trækker dygtigt på mange af de kvaliteter, der gør en Golf til en favorit hos mange bilkøbere.

På andre områder bemærker man, at VW bevæger sig ind i nyt og delvist ukendt land med ID.3. Den virker ikke helt så færdig og gennemtænkt som førnævnte Tesla Model 3. Infotainment-systemet er bogstaveligt talt ikke færdigudviklet, og bliver det først med en opdatering i første kvartal 2021. Det er også meget tydeligt, at VW har sparet på mærkets sædvanlige fine finish; både kabinen og karrosseriet bærer flere steder præg af billige og rustikke materialer og løsninger.

Omvendt kører ID.3 glimrende, byder på høj komfort og ganske lave ladetider på det mellemstore batteri, som ind til videre er det eneste på modelprogrammet. Snart kan ID.3 fås med en lille batteripakke, der sender startprisen ned på 280.000 kr., mens topudgaven til 400.000 kr. får et stort batteri med en rækkevidde på pæne 550 km.  

Du kan læse hvilkenbils test af ID.3 her og i bloggen her beskriver vi, hvordan den fungerer på en længere ferietur.

Spansk Golf tæt på sejren

Mens VW ID.3 vandt titlen som Årets Bil 2021 nåede mærkets gamle bestseller Golf slet ikke med i finalefeltet. Samme skæbne overgik den nyeste udgave af koncernfætteren og danskerfavoritten Skoda Octavia. Til gengæld nåede den ‘spanske Golf’, Seat Leon, ikke blot med i finalen, men høstede point nok til andenplads.

årets bil 2021
Det var lige ved og næsten for Seat Leon, der blev nummer to i kåringen.

Flere jurymedlemmer havde endda Leon som vinder. Blandt dyderne og nyhederne er en forlænget akselafstand, der gør Leon særdeles rummelig – også på bagsædet. Både design og køreegenskaber står skarpt – og det samme kan siges om prisen, der ligger et stykke under den mindre rummelige Golf. Endelig var der ros til den relativt prisbillige og velfungerende ladehybrid-udgave af Leon, der gør det muligt at køre godt 60 km på ren el inden benzinmotoren tager over. 

På tredjepladsen var der roser til køreegenskaberne i den nyeste udgave af Danmarks mest udbredte hybridbil, Toyota Yaris. Og det er noget nyt for den lille, driftssikre japaner, der ellers er mest kendt for at tiltale ældre bilejere og hjemmeplejen. I nyeste oplag er Yaris nærmest blevet sjov at køre, og man mærker, at japanerne har mange års erfaring i at få gearkasse, benzin- og elmotor til at spille sammen i hybridudgaven.

Honda e deler vandene

Peugeot 2008 fik også pæne ord med på vejen, selv om det kun blev til en femteplads. Den moderigtige SUV-stil er gennemført, og så fås 2008 både med forbrændingsmotor, som hybrid og som ren elbil. Alle tre versioner fungerer glimrende og det kastede stemmer af sig.

Knapt så godt gik det for landsmanden og den direkte konkurrent Renault Captur, der sluttede sidst af finalefeltets syv biler.

At sportscoupéen BMW 4-serie med en klassisk potent, men nærmest politisk ukorrekt sekscylindret benzinrækkemotor overhalede de to franske ‘crowdpleasere’ siger alt om, at BMW stadig laver de ultimative køremaskiner. Ens bilhjerte skal være lavet af kulfiber, hvis ikke et par hot-laps på Jyllands-Ringen kaster et par stemmer af sig. 

Sidst men ikke mindst tog Honda e en respektfuld sjetteplads. Hondas første elbil deler vandene. Nogle ryster bare på hovedet af den yderste beskedne rækkevidde, lange ladetid og høje pris. Andre kan slet ikke stå for det nuttede design, skærmorgiet i kabinen (inklusive pauseskærm med akvariefisk!) og de underholdende køreegenskaber. Hvilkenbils Henrik Hauthorn er på det sidste hold, som du kan læse i testen her.

Årets bil i Danmark 2021
  1. VW ID.3: 150 point
  2. Seat Leon: 122 point
  3. Toyota Yaris: 114 point
  4. Peugeot 2008: 91 point
  5. BMW 4-serie: 64 point
  6. Honda e: 63 point
  7. Renault Captur: 56 point

[email protected] 

2 Kommentarer

  1. VW ID.3 kan blive gennembruddet, der forandrer folks holdning til elbilen. Den er ikke meget dyrere end en Golf i indkøb. Nogle gange er den billigere end en Golf. Og yderst veludstyret. Men den er altid meget billigere i drift. Vi snakker jo tusindvis af kroner billigere i drift pr. måned end en VW Golf. Medmindre du ikke har noget kørselsbehov af betydning, og så skal du købe en elcykel i stedet.
    Køber du en, og får en lader på abonnement er der ingen yderligere udgifter til forbrug. En tur til den anden ende af landet har ingen yderligere omkostninger! Det er gratis at køre en tur. Service er betalt de første fem år. Og den grønne afgift er laveste niveau.
    Løb, ikke gå, til den nærmeste forhandler og smid din egen benzin/dieselbil på brugtmarkedet mens der stadig er nogen der vil have den.

  2. Hvordan kan en bil, som skal opdateres det næste årstid, vinde? – skal vi nu ikke hylde bilindustrien, for at undlade ftalater til at blødgøre interiøret i vores biler. Hurra til rustikke og hårde materialer, i sundheden- og fatalitetens navn. I øvrigt mangeårig ejer af 8 VW og Audi modeller.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here