Familiecontaineren over dem alle – Citroën Berlingo – er klar i tredje generation. Denne gang med alle de komfort- og sikkerhedsassistenter som den rustikke forgænger aldrig fik.
Kontroversiel er nok et rigeligt stærkt ord for en egentlig snusfornuftig og bundsolid hverdagsbil som Citroën Berlingo. Men gennem de seneste to årtier har få biler formået at hidse os op som den franske familiecontainer par excellence: Siden debuten for 22 år siden har Berlingo været indbegrebet af en bil, som man enten elskede eller hadede for sin kompromisløse praktikalitet. Ligegyldig har den aldrig været, og de fleste af os har haft en – stærk – mening om modellen, der satte gang i en bølge af såkaldte ’Postmand Per-biler’.
Øgenavnet kan bruges af både tilhængere og modstandere. Som Pers postbil er Berlingo født som en simpel og solid varebil. På et tidspunkt fik Citroën den idé at skrue et bagsæde i bilen og peppe den – lidt – op med gulvtæpper, aircondition og måske farvede sikkerhedsseler i den absolutte topversion. Bagagerummet slog alle rekorder og gjorde Berlingo til den eneste personbil, hvor du kunne placere barnevognen i bagagerummet i fuld udslået tilstand! Som enhver forælder ved, er det et stykke ubetaleligt hverdagsluksus…
Resten er historie: Trods den massive hånliggørelse fra især mænd, der syntes Berlingo var det ultimative bevis på, at (far)mand var en tøffelhelt, blev bilen en succes. Hele 3,3 millioner eksemplarer er der solgt. Berlingo fandt simpelthen en enorm fanskare hos alle dem, der både havde brug for mest mulig plads til prisen, men også var tiltalt af Berlingos rustikke charme. På den måde blev Berlingo den åndelige arvtager til legendariske 2CV.
Blander to platforme
Nu viser Citroën tredje generation – og den får alt det moderne udstyr, som forgængeren aldrig fik og til sidste endte med at få Berlingo til at se både lidt for dyr og skrabet ud.
Men Postmand Per, modige familiefædre og garvede ’Citronister’ kan glæde sig til afløseren. Den står på en ny platform, der faktisk består af to dele: Bagtil fortsætter Berlingo med det klassiske, halvstive hjulophæng i en opdateret udgave. Foran får Berlingo EMP2-platformen fra bl.a. Picasso, og det betyder ikke alene bedre crashsikkerhed og lavere vægt, men også adgang til moderne teknik.
Vigtigst er automatisk nødbremse, der forventes at blive standard i Danmark, men også fine detaljer som aktiv vognbaneassistent og advarsel mod biler i den blinde vinkel. Faktisk kan Berlingo fremover udstyres med hele 19 assistenter – også mere komfortorienterede som adaptiv fartpilot, der selv holder afstand til forankørende biler og ’grip control’, der øger fremkommeligheden på sne og grus.
Tre eller fire cylindre og otte-trins automatgear
Under motorhjelmen finder vi et bredt udvalg af benzin- og dieselmotorer. Citroëns bomstærke, trecylindrede 1,2 liters benziner fås med 110 eller 130 heste, mens en helt ny, firecylindret dieselmotor på 1,5 liter enten har 75, 100 eller 130 hk. For begge motortyper er de kraftigste versioner koblet sammen med et nyudviklet automatgear med hele otte trin.
Plads har altid været det ultimative salgsargument for Berlingo, og det får en tand til i tredje generation. Længden på 4,4 meter bevares, men med den nye platform og lidt ekstra bredde er kabinen bedre udhulet. Bagagerummet fra 675 til hele 775 liter – og det er altså bare op til underkanten af sideruderne. Er det ikke nok, kommer Berlingo også i en forlænget udgave. Længden strækkes yderligere 35 cm, mens akselafstanden bliver 11 cm længere. Dermed bliver der plads til en tredje sæderække – eller 1.050 liter i bagagerummet.
Dobbelt skydedør til bagsædet er standard på begge udgaver, hvilket understreger, at Berlingo er en mester i praktisk sans og anvendelighed.
Citroën Berlingo får verdenspremiere 6. marts på biludstillingen i Geneve. Her skal den dele spotlyset med hele to søsterbiler. Ikke kun Peugeot Partner som sædvanlig. Efter at Citroën-Peugeot koncernen (PSA) har købt Opel, kommer Berlingo også i en ’Opelficeret’ udgave med det kendte blitz-logo i kølergrillen.
Berlingo og Co. Ventes til Danmark sidst på sommeren – men diskussionen om, hvorvidt den franske familiecontainer er genial eller bare grim kan allerede begynde nu…
Læs også testen af den nuværende Berlingo: Kvadratisk, praktisk…klemt