Xpeng P7+ bruger kunstig intelligens til at forbedre køreoplevelsen. Forbruget for den fem meter lange hatchback skal være rekordlavt.
Kunstig intelligens vinder frem alle vegne. Også i bilindustrien, hvor computerkraft kan bruges til at gøre bilkørsel mere sikker og komfortabel.
På biludstillingen i Paris er kunstig intelligens også overskriften for kinesiske Xpengs nye flagskib, den fem meter lange hatchback P7+. Faktisk hævder Xpeng, at der er tale om ”verdens første AI (kunstig intelligens, red.) definerede køretøj.”
Og hvad betyder det så?
Ifølge Xpeng kan P7+ lære af brugernes opførsel og præferencer, når de opholder og kører i bilen. Formålet er at gøre kørslen mere sikker og komfortabel. Eller lidt forsimplet udtrykt: Forhindre ulykker og gøre køreturen bedre, f.eks. ved at hjælpe med at finde vej, undgå kødannelser og vælge den ønskede musik undervejs, for til sidst at finde en p-plads.
Mobil butler
På sigt skal kunstig intelligens være med til at gøre biler fuldt selvkørende. Her har Xpeng samme vision som f.eks. Tesla-ejer Elon Musk.
“Xpeng mener, at fremtiden for bilindustrien er rodfæstet i teknologi, hvor AI og autonom kørsel bliver den næste revolution,” siger Xiaopeng He, formand og CEO for Xpeng.
“Teknologi skal gavne brugeren. Xpeng-biler hjælper allerede i dag førere med avancerede assistent-systemer, og i den nærmeste fremtid vil de tage autonome beslutninger og blive en ledsager eller mobil butler, som revolutionerer køreoplevelsen for vores globale kunder. XPENG vil fortsætte med at investere i forskning og udvikling for at udvide vores køretøjsportefølje og bringe innovativ teknologi til en verden med nul ulykker, nul trafikpropper og nul emissioner.”
Plads til 32 kufferter
Det lyder jo spændende. Men i øvrigt kniber det med hårde facts fra præsentationen af P7+ i Paris. Vi ved dog, at den lange og relativt lave bil skal være et – velkomment, vil nogle mene – alternativ til den herskende SUV-mode.
P7+ har tre meters akselafstand og tilbyder angiveligt fyrstelig plads på bagsædet. Komforten skal være i top med avanceret affjedring. Løfter du den store bagklap er her plads til hele 725 liter bagagerum. Eller 32 stykker håndbagage, hvis du lægger sædet ned. Meget rart at vide, hvis du en dag skal hjælpe med at køre ungernes skoleklasse eller fodboldhold i lufthavnen.
800 volt teknologi
Xpeng fortæller også, at P7+ har samme 800 volt-teknologi som de kendte G9 og G6 modeller, og dermed vil være i stand til at lynlade hurtigt. Hvor hurtigt oplyser kineserne dog ikke.
Endelig hævder Xpeng, at P7+ bliver noget nær rekord-effektiv for en elbil i denne størrelse: 8,6 km/kWh er i en virkelig flot værdi. Vi vil dog spise godt med ris til, for alt andet lige er den udregnet efter den kinesiske CLTC-norm, der ikke har frygteligt meget med virkeligheden at gøre. Men faktum er, at Xpeng har arbejdet med at gøre P7+ vindglat – tjek f.eks. den to-delte hækspoiler, der skal få bilen til glide lettere gennem luften.
Mens Xpeng benytter deltagelsen på biludstillingen i Paris til at bekræfte sin tilstedeværelse i Europa, oplyser mærket ikke, hvornår P7+ kommer til Danmark og resten af EU. Helt uden brug af kunstig intelligens tør vi godt gætte på, at det sker i løbet af 2025. Indtil da må vi nøjes med G9, G6 og den P7, som altså ser ud til at blive afløst inden længe.