Salget af nye biler steg 17 pct. i februar. To tredjedele af de nye biler er elbiler – blandt private bilkøbere er andelen oppe på 80 pct.
Salget af nye biler stiger i Danmark. I februar blev der sendt 11.616 nye personbiler ud på de danske veje. Det er 17 pct. flere end i samme måned for et år siden.
7.723 af de nye biler var elbiler – det svarer til en andel på 65 pct. eller to tredjedele. Sammenlignet med februar for et år siden, er det en markant stigning for elbiler på hele 72 pct. Sorterer man firmabiler fra og fokuserer på private danskeres bilkøb, er andelen af elbiler helt oppe på 80 pct. Det viser de nyeste tal fra Bilstatistik.dk.
Med 65 pct. af salget i februar sætter andelen af elbiler ny rekord. I januar nåede andelen af elbiler sit hidtil højeste niveau med en andel på 64 pct.
Skal være ’folkeeje’
Dermed er det tydeligt, at det fortsat omstillingen til elbiler, der trækker det danske bilsalg.
“Elbilsalget har fået en stærk start på året, og det er meget positivt. Elbilsalgets acceleration er en væsentlig faktor for, at det ser ud til, at Danmark når sine klimamål. Det må dog ikke blive en sovepude, for som lovgivningen er lige nu står flere af danskernes foretrukne elbilmodeller til at stige betydeligt i pris fra næste år, hvilket risikerer at være en bremseklods for elbilsalget. Derfor ser vi meget positivt på de aktuelle politiske udmeldinger om, at elbilerne skal være folkeeje,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Her henviser Mads Rørvig til skatteminister Rasmus Stoklund (S), der senere i år skal forhandle nye bilafgifter igennem i Folketinget. I den forbindelse lægger skatteministeren op til at fortsætte med gunstige afgifter for elbiler.
Ønsker billige elbiler
”Elbilen var i 2024 danskernes fortrukne valg, når de køber bil. Det er virkelig positivt, og den udvikling vil vi gerne fra politisk side understøtte, fordi elbilerne er helt afgørende for, at vi bevæger os grønnere rundt i landet. Vi skal gå fra, at elbilen er danskernes foretrukne bilvalg til at gøre elbilen til folkeeje. Det skridt, håber jeg, vi kan tage, ved at incitamenterne til at købe elbil for danskerne fortsat er til stede – og ved at især de billigere elbiler forbliver billige,” sagde Rasmus Stoklund 26. februar.
Omkring mulige afgiftshøjelser og de konkrete priser, som de kan medføre, uddybede skatteministeren sin holdning:
”Jeg er optaget af, at en elbil ikke er forbeholdt danskere med høje indkomster – men at helt almindelige danskere også har råd til at købe en elbil. Og jeg ser ikke for mig, at elbilerne skal være markant dyrere. Men vi kommer til at se på, hvordan vi kan indrette de forskellige bilafgifter.”
Bilsalg Top 10 februar
- Volkswagen ID.4: 747
- Volkswagen ID.3: 489
- Skoda Enyaq: 460
- Toyota bZ4X: 418
- Tesla Model Y: 387
- Cupra Tavascan: 336
- Volkswagen ID. Buzz: 326
- Mercedes-Benz EQA: 317
- Volkswagen ID.7: 291
- Audi Q4 e-tron: 266
Kilde: Bilstatistik.dk