Kina vil begrænse elbilers hurtige acceleration

Elbiler er så hurtige, at det er farligt. Acceleration fra 0-100 km/t skal derfor mindst tage fem sekunder, foreslår de kinesiske myndigheder. 

Elbiler accelererer ekstremt hurtigt. Især fra stilstand og op til mere end dansk motorvejshastighed. Det skyldes, at elmotorer modsat forbrændingsmotorer ikke først skal op i omdrejninger for at levere fremdrift, men har fuld kraft fra nul omdrejninger.

Resultatet kender enhver elbilejer: Selv potente fossilbiler får baghjul, hvis man trykker lidt ekstra på speederen, når lyset skifter til grønt.

Men i almindelig hverdagstrafik er det måske ikke særligt smart, at hr. og fru normalbilist pludselig råder over samme fartressourcer som en Ferrari. Herhjemme - og i mange andre lande - angiver forsikringsselskaber netop elbilers vilde accelerationsevner som årsagen til, at de ser flere skader og derfor sætter forsikringspræmierne op.

Konklusionen er klar. Jo flere kræfter, desto flere bulede skærme og ulykker.

Lang kinesisk ønskeliste

Samme konklusion er de nået til på verdens største bilmarked i Kina. Det er også her, at der fremstilles og købes flest elbiler, så kineserne har efterhånden omfattende erfaring med elbiler.

Det kinesiske ministerium for offentlig sikkerhed har derfor fremsat en lang liste af forslag til, hvordan man kan gøre elbiler mere sikre.

Blandt forslagene er en grænse for, hvor hurtigt elbiler må accelerere. Ministeriet foreslår, at det mindst skal tage fem sekunder at rykke fra 0 til 100 km/t. Stadig rigeligt hurtigt til hverdagstrafik, men trods alt dobbelt så lang tid, som stadig flere af de kraftigere elbiler er i stand til i dag.

Kina-biler bliver stadig vildere

Forslaget kommer i en tid, hvor især kinesiske bilproducenter lancerer almindelige elbiler med nærmest skræmmende mange kræfter. Og her taler vi ikke om den kendte BYD Seal, der ligefrem praler med 0-100 km/t tiden 3,8 sekunder på bagsmækken (foto).

Det er blevet meget vildere siden da: For eksempel har Zeekr opdateret deres 001-model i Kina til 900 volt-teknologi, og har samtidig øget ydelsen til 670 kW (912 hk), så 0-100 km/t er overstået på 2,8 sekunder. 

Zeekr er bare ét eksempel på en udvikling mod stadig kraftigere og hurtigere elbiler. Ofte skyldes det, at mere effektive elmotorer, der bruger mindre strøm, samtidig leverer endnu flere kræfter. Potentialet er enormt. Næste skridt kan blive små elmotorer i hjulene, der gør det let at udstyre elbiler med fire motorer, hvor den samlede ydelse vil være 1.000 hestekræfter eller mere. BMW arbejder på en M-udgave af den kommende i3, der kan få et nærmest vanvittigt drejningsmoment på 17.990 newtonmeter.

Mere overvågning

De kinesiske myndigheder ønsker også at forbedre sikkerheden med andre forslag, der generelt går ud på mere overvågning af alt fra elbilers batterier til førerne bag rattet. Her vil Kina bl.a. stramme reglerne for trætheds- og uopmærksomhedsovervågning og skrue op for advarsler i form af biplyde og ryk i rattet.

Et vidtgående forslag er, at førere skal identificere sig med login eller fingeraftryk og dermed bevise, at de er uddannet i at føre bil med avancerede assistentsystemer, inden de kan starte og køre bilen.

Åbner kattelem

Heri ligger en mulighed for at give adgang til at udnytte kraftige elbilers fulde kræfter, hvis man er uddannet og godkendt til det. Altså et kattelem for alligevel at accelerere fra 0-100 km/t på under fem sekunder.

Hvis Kina begrænser elbilers fart og acceleration, behøver det ikke få indflydelse på de kinesiske biler, der sælges i Europa. Her er det EU, der fastlægger lovkrav til biler.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here