Snart siger EU ja eller nej til selvkørende Teslaer

Foto: Tesla, Inc.

Tesla har gjort nogle data om sit selvkørende FSD-system tilgængeligt for EU forud for afstemning. Tesla satser på fuld EU-godkendelse.

I fem EU-lande har Tesla i løbet af foråret og sommeren fået en foreløbig tilladelse til at installere sit “Full Self-Driving”-system (FSD) i bilerne. Og i begyndelsen af oktober skal EU-Kommissionen så beslutte, om systemet skal gøres lovligt i alle 27 EU-lande.

Lovgiverne skal tage stilling til, om “Full Self-Driving”-systemet – med den vigtige tilføjelse “Supervised” (overvåget) – er tilstrækkeligt sikkert og lever op til de krav, man stiller til selvkørende systemer.

Systemet er tilgængeligt i USA, hvor det dog har været forfulgt af en vis usikkerhed. Ulykker er sket, Tesla er blevet idømt bøder, og der verserer endnu en stribe uafsluttede sager i USA med FSD involveret. 

Halvandet års test

Holland var 10. april i år det første EU-land til at godkende FSD Supervised. Godkendelsen blev givet efter halvandet års forsøg på testbaner og offentlige veje, hvorefter den hollandske typegodkendelsesmyndighed RDW (Dienst Wegverkeer) udstedte sin foreløbige godkendelse. 

Teslas strategi har indtil videre været at søge midlertidige godkendelser. Fremfor at følge den normale fremgangsmåde i Europa har Tesla søgt en undtagelse ved at hævde, at FSD er en ny teknologi, der ikke er omfattet af den eksisterende lovgivning. Dermed kan enkeltlande udstede foreløbige godkendelser og derefter søge godkendelse hos EU-Kommissionen til en samlet EU-godkendelse.

RDW har ikke offentliggjort resultaterne af sine test, ligesom RDW heller ikke har offentliggjort Teslas data. Den aftale blev indgået for at beskytte Tesla, der anser oplysningerne som kommercielt følsomme. Tesla ønsker således ikke, at deres data gøres offentligt tilgængelige og på den måde kan kopieres af eventuelle konkurrenter.

EU-godkendelse er vigtig for Tesla

Efter den hollandske foreløbige godkendelse fulgte Litauen og Estland, og den 9. juni sluttede Danmark sig til. Senere har også Belgien tilladt FSD Supervised. Alle fire lande har givet godkendelserne efter at have vurderet de hollandske myndigheders dokumentation og forklaringer på, hvorfor de har godkendt systemet. Også Finland og Grækenland er angiveligt tæt på at give grønt lys.

EU-afstemningen er vigtig for Tesla. En samlet godkendelse i EU har efter flere analytikeres vurdering nemlig potentiale til at øge Tesla-salget i Europa. På den anden side vil en afvisning fra EU betyde, at de hollandske myndigheders foreløbige godkendelse vil bortfalde. 

Dermed vil de foreløbige godkendelser i de fem EU-lande blive annulleret, konkluderede det britiske nyhedsbureau Reuters tidligere på sommeren.

Afstemningen i EU-Kommissionen er planlagt til at finde sted den 6. oktober, og for at blive til fælles EU-lovgivning skal 15 af EU’s 27 medlemslande stemme for, og ja-landene skal samtidig repræsentere mindst 65 procent af EU’s samlede befolkningstal.

FSD overtræder loven

Selvom Holland og Danmark har givet en foreløbig godkendelse, er myndighederne her og i blandt andet Sverige, Finland, Norge og Frankrig bekymrede. Og den bekymring kan blive afgørende for stemningen i EU-Kommissionen den 6. oktober.

Betænkelighederne går bl.a. på FSD accepterer overskridelser af hastighedsgrænserne, ligesom der er usikkerhed om FSD’s egenskaber på isglatte veje og bilisternes evne til at omgå funktioner, der er designet til at forhindre mobiltelefonbrug. Norske og finske myndigheder har udtrykt bekymring over, hvordan FSD håndterer kurver, og de hævder, at Tesla-softwaren navigerer i skarpe sving og rundkørsler med højere hastigheder, end de standardiserede sikkerhedsregler tillader.

Kameraer og kunstig intelligens

Tesla hævder, at risikoen for ulykker er 4,1 gange lavere med FSD Supervised sammenlignet med manuel kørsel.

“FSD redder allerede liv, hvor det er godkendt. Men denne sikkerhedsfordel forbliver fastlåst i bureaukrati i store dele af Europa,” skriver Tesla i en pressemeddelelse.

Fra slutningen af 2025 demonstrerede Tesla systemet for 13.000 mennesker i en række europæiske lande, herunder Danmark. Teslas teknologi er baseret på kameraer, der holder øje med omgivelserne. Sammen med kunstig intelligens, der har adgang til alle Teslas FSD-data, gør det biler med FSD i stand til at navigere i trafikken på egen hånd.

Samtidig lærer den kunstige intelligens gennem erfaring. Både fra den enkelte bil og flåden af Teslaer med FSD. I modsætning til andre systemer, baseret på manuelt kodede instruktioner for hver situation, lærer Teslas system kontinuerligt at forstå køreopgaven. Så jo flere data FSD indsamler, desto bedre skulle systemet fungere.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here