Sådan har batteriet det efter 350 lynladninger med 640 kW

Foto: BYD

Elbiler kan lade stadig hurtigere og med flere kW. Men slider de ekstremt hurtige lynladninger ekstra meget på batteriet? Kinesisk test giver svaret.

100 kW, 200 kW, 400 kW…

Moderne elbiler lader med stadig flere kW, så de bedste nu blot bruger 12-20 minutter på at lade selv store batterier fra 10 til 80 procent. I Kina er man et skridt længere fremme og arbejder nu med megawatt-opladning. Altså elbiler og batterier, der lader med 1.000 kW eller endnu mere.

Kineserne kalder det for flash-opladning. BYD, der har overhalet Tesla som verdens største elbilproducent, ligger i forreste linje med deres nye Yangwang U7 supersedan, der blot skal bruge ni minutter på at lade batteriet fra 10 til 97 procent.

Enorme mængder strøm

Det er imponerende teknologi, der også rejser flere spørgsmål. Blandt dem er, hvordan de kostbare højvoltsbatterier håndterer de enorme mængder strøm, som de modtager fra potente megawattladere med op til 1.500 kW i kablerne? Kan de holde til det flere gange i træk, og slider det ekstra meget på battericellerne?

Nu giver BYD selv et svar. I forbindelse med en højhastighedstest af Yangwang U7 fik de kinesiske ingeniører også målinger på, hvordan ekstrem lynladning påvirker batteriet.

BYD er godt i gang med at rulle et netværk af megawatt-ladere med hele 1.500 kW i kablerne ud i Kina. Teknikken kommer også til Europa. Foto: BYD

BYD lod den elektriske topmodel køre 30.000 kilometer over ni dage med en gennemsnitsfart på 240 km/t. Testen krævede hele 350 lynladninger ved 640 kW - omtrent det dobbelte af, hvad den typiske lynlader i Danmark leverer.

Taber blot 1,3 procent

Bagefter udførte BYD en sundhedstest på batteriet. Ifølge BYD slap batteriet fra det, der kan sammenlignes med ni dages tortur i den elektriske stol, med overraskende minimal skade: Batterikapaciteten lå på 98,7 procent - altså et minimalt tab på 1,3 procent.

Testen - som skal tages med det forbehold, at det ikke er udført af en uvildig tredjepart, men BYD selv - viser, at moderne batterier bliver stadig mere robuste. Ikke alene skulle det overleve gentagne ekstrem-lynladninger, den konstant høje hastighed belaster også battericellerne mere end almindelig kørsel.

Høj varmebelastning

Testen blev også udført ved sprøde 36 graders varme, så særligt varmebelastningen har været helt ekstrem for batteriet i den hurtige Yangwang. Når batteriet alligevel ikke ender som svedent toast, der er lige til at smide ud, skyldes det avanceret og effektiv varmestyring. Både under kørsel, når batteriet aflades, og under opladning, når cellerne lades op igen.

Man skal dog spise brød til BYD’s opsigtsvækkende resultater. Dels fordi de er fabrikkens egne, dels fordi de ikke tager højde for eventuelle, negative langtidseffekter af de gentagne, ekstremt hurtige lynladninger. Hvordan har batteriet det efter flere år med endnu flere opladninger?

Omvendt lægger testen sig ind i en lang række af tests og analyser, der gennemgående viser, at moderne elbilbatterier holder godt - typisk længere end bilerne selv.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here