VW’s elektriske Polo vinder suverænt titlen som Årets Bil i Danmark. Juryen peger på velkendt design og velfungerende teknik i en størrelse, som mange danskere har råd til.
Forhåndsfavoritten tog en usædvanlig sikker sejr, da 24 danske biljournalister tirsdag aften kårede Årets Bil i Danmark.
Vinder blev VW ID Polo - den første elektriske udgave af den velkendte og populære Polo, der er en kompakt mini i fire-meter størrelsen. Dermed er der tale om en bogstaveligt taltlangt mere folkelig elbil, end de mange store, tunge og dyrere elektriske SUV’ere, der længe har domineret det danske bilsalg.
Til startpriser fra 190.000 kroner giver ID Polo langt flere danskere mulighed for at komme med til elbilfesten, der længe har lignet en delvist lukket fest for mere velbeslåede bilkøbere.
Den hypede og avancerede men også langt større og dyrere BMW Neue Klasse iX3 blev nummer to foran ID Polo’s søsterbil Skoda Epiq. Herefter fulgte den lille bybil Renault Twingo, den spanske udgave af ID Polo Cupra Raval, den kinesiske Tesla Model 3 konkurrent Zeekr 7GT og til sidst søsterbilerne Toyota bZ4X Touring og Subaru E-Outback.
19 ud af 24 topplaceringer
Hele 19 af de 24 jurymedlemmer pegede på VW ID Polo som vinder. Det udløste 74 point flere end BMW iX3 på andenpladsen og gav den elektriske folkevogn den mest suveræne sejr i nyere tid.
For mange jurymedlemmer - også Hvilkenbils - var det afgørende, at VWv ID Polo endelig tilbyder danske bilkøbere det, som markedet har trængt til i flere år: En kompakte og relativt billig elbil, som mange danskere vil have råd til uden at gå på kompromis med køreglæde, rækkevidde, udstyr, sikkerhed eller betjening.
Til stort dansk publikum
Her overbeviser den elektriske Polo med op til 450 kilometers rækkevidde og relativt hurtigt lynladning, hvor det tager omkring 24 minutter at lade batteriet fra 10 til 80 procent. Det er på niveau med mange større og dyrere elbiler.
Hertil kommer en indretning, der er langt mere konventionel og intuitiv end de ‘rumskibe’, som mange store el-SUV’ere kan minde om. VW har en mere konservativ tilgang til Polo, der både ligner og opfører sig som en helt almindelig bil, der tilfældigvis bare er elektrisk.
Det gælder for eksempel traditionelle dørhåndtag og masser af fysiske knapper og greb i kabinen, der gør det muligt at betjene Polo uden at alt kræver tryk og swipes på den i øvrigt velfungerende centerskærm.
Hertil kommer priser fra 190.000 kroner, hvis man kan nøjes med en endnu mere simpel basisversion med lidt over 300 kilometers rækkevidde. Fra 230.000 kroner tilbyder ID Polo 454 kilometers rækkevidde og pænt med udstyr.
Beskedent bagsæde
Hvis ID Polo har et svagt punkt er det bagsædepladsen, der nok er større end i en konkurrent som Renault 5, der vandt titlen sidste år på mange af de samme dyder. Benpladsen kan blive en udfordring, hvis familien inkluderer langbenede teenagere.
Til gengæld er bagagerummet på over 450 liter faktisk klassen største.
Lang leveringstid
Men den klart største udfordring for den nykårede Årets Bil i Danmark bliver leveringstiden.
Danske journalister er nemlig ikke de eneste, der er begejstret for den elektriske Polo. I hele Europa - ikke mindst hjemme i Tyskland - er VW nærmest blevet lagt ned af ordrer.
Leveringstiden har rundet 10 måneder og kan nu nå helt op på et år, erkender den danske importør.
“Vi kan godt levere udgaver med det lille batteri, men konfigurerer du en udgave med det store batteri, taler vi 10-12 måneders leveringstid,” fortæller pressechef for den danske VW-importør Thomas Hjortshøj.
Her skal man også forvente ventetid på de mindre udgaver, fordi de først skal produceres. Dermed er importøren henne i marts, før bilerne kan være fremme hos danske bilkøbere.
Importøren er ikke overraskende glad for prisen, og har også flere bud på, hvorfor både bilkøbere og journalister har taget så godt imod den første, elektriske Polo.
“Det er en helt almindelig bil, der bare kører på strøm og har alle de gode, basale egenskaber som er plejet gennem generationer på den almindelige Polo. Bilkøberne har manglet den her bil, der er lidt mindre og billigere. Der er mange, der gerne vil have en mere kompakt bil”.'
Fordel at være europæisk
Ifølge Thomas Hjortshøj spiller geopolitik også ind i begejstringen for ID Polo.
“Vi kan mærke - selv om det er mere udefinerbart - at der er en opbakning omkring det at være en europæisk bil.”
Endelig spiller en lille teknisk detalje også en stor rolle for ID Polo: Modsat den større ID.3, kan ID Polo nemlig udstyres med anhængertræk - og det er faktisk afgørende for mange danske bilkøbere.
Årets Bil i Danmark 2027 - så mange point fik de
VW ID Polo: 197 point
BMW i3X: 123 point
Skoda Epiq: 103 point
Renault Twingo: 86 point
Cupra Raval: 81 point
Zeekr 7GT: 77 point
Toyota bZ4X Touring/Subaru E-Outback: 53 point
Elbil vinder for niende år i træk
Bag kåringen står 24 jurymedlemmer, der alle er medlemmer af Motorjournalisternes Klub Danmark. Hvilkenbil deltog med journalist Morten Kjeldsen og redaktør Jens Velling.
Her kan du læse vores lidt mere dybdegående portrætter af de otte biler, der deltog i finalen.
Det er niende år i træk, at en elbil vinder titlen som Årets Bil i Danmark.
Bilglæde, design og innovation
Juryen uddelte også tre særpriser:
Cupra Raval fik Bilglædeprisen for sine underholdende køreegenskaber, Renault Twingo fik Designprisen for sit charmerende retro-design, mens Innovationsprisen gik til Tesla’s semi-selvkørende teknologi TAD, Tesla Assisted Driving.
Læs også Hvilkenbils test af VW ID Polo - og redaktørens begrundelse for, at den elektriske Polo bliver en gamechanger på det danske bilmarked.
Årets Bil i Danmark de seneste 10 år
2027: VW ID Polo
2026: Renault 5/Nissan Micra
2025: Kia EV3
2024: BMW i5
2023: VW ID.Buzz
2022: Hyundai Ioniq 5
2021: VW ID.3
2020: Tesla Model 3
2019: Ford Focus
2018: Seat Arona






