Det tyske luksusmærke vil erobre markedsandele i superminiklassen og det skal gå ud over Audi A1, Mini og VW Polo. Dansk premiere til efteråret.
Mercedes skal ikke længere bare være for konservative og velbeslåede bilkøbere. Slet ikke den mindste A-klasse, der netop er lanceret på biludstillingen i Geneve.
Under mottoet ”A for angreb” sigter Mercedes på (yngre) bilkøbere, der ellers er fristet af livsstilsminier som Audi A1 og Mini eller dyrere udgaver af VWs populære Polo. Væk er forgængerens fornuftige ”familie-container” stil; den nye A-klasse er 18 centimeter lavere og nærmest fræk med smalle ruder, langstrakt motorhjelm og store hjul helt ude i hjørnerne. Det sidste skulle bevare A-klassens særkende i form af god indvendig plads i en bil med en længde på kompakte fire meter.
Bag det markante stilskifte ligger ikke blot et ønske om at øge A-klassens appel. Den gamle A-klasse var teknisk avanceret med dobbeltbund og særlige motorer, der lå på skrå i motorrummet for at skaffe plads i kabinen. Den slags finurligheder er væk i den nye, mere konventionelle A-klasse, der formentlig bliver noget billigere at fremstille. Med lidt held sender Mercedes besparelsen videre til bilkøbere, så den nye A-klasse starter lavere end de nuværende 275.000 kr. Om håbet bliver virkelighed ved vi først, når A-klassen kommer til Danmark i løbet af efteråret.
Stemmestyring via smartphone
Besparelser bliver der i hvert fald på brændstofbudgettet. Med start-stop automatik, en rekordlav luftmodstand på blot 0,26 cW og direkte indsprøjtning bliver A-klassen den første Mercedes med et CO2-udslip under 99 gr./km. Det kan oversættes til et forbrug omkring 27 km/l for basisdieselmotoren med 109 hk. En ny 1,6 liters benzinmotor sparer ved hjælp af variabel ventilstyring. Alle motorer kan kobles sammen med et 7-trins automatgear med dobbeltkobling.
no images were found
A-klassen bliver også den første Mercedes, der kan ”tale” med din smartphone. Stemmestyring er endda standard: Du siger bare til, når der skal skrues op eller ned for varmen eller musikken, så klarer din iPhone 4S opgaven i samarbejde med Comand-systemet.
”A står for angreb. A-klassen er et klart udtryk for Mercedes-mærkets nye dynamik”, fastslog Mercedes-boss Dieter Zetsche under præsentationen. Og fik i øvrigt hjælp af det tyske fodboldlandsholds populære (og relativt unge) landstræner, Joachim Löw. Bare så ingen er i tvivl om, at Mercedes vil score med den nye A-klasse…