Audi Q3 krummer ryggen

Audi Q3 Sportback
Sportback-udgaven af Audi Q3 får choppet taget og en mere sportslig udstråling. Med coupé-look indstiller Audi sigtekornet på rivalen BMW X2.

Ingen niche er tilsyneladende for lille for de tyske prestigemærker. En af nicherne – nogle vil måske snarere kalde den et paradoks – er høje SUV-biler i lavt, sportsligt coupé-look. Ja, det lyder fortsat som en spøjs blanding, men siden BMW beviste, at de kunne sælge læssevis af kostbare X6-modeller, har biltypen bidt sig fast.

Næste coupé-SUV kommer fra Audi. De gode folk i Ingolstadt har taget den nye Q3, choppet taget som på en amerikansk hot-rod og givet den tilnavnet Sportback. Det er faktisk første gang, at Audi benytter den betegnelse på en SUV-model. Ud over den væsentligt lavere taglinje får Audi Q3 Sportback mere aggressive luftindtag, mere markerede skærmkanter og store alufælge. Sammenlignet med den almindelige Q3 bliver Sportback to centimeter længere (450 cm i alt) og tre centimeter lavere. Det lyder måske beskedent, men forandringen er meget synlig.

Audi Q3 Sportback
Lavere og mere coupé-agtig taglinje giver Q3 Sportback et mere sportsligt look end den almindelige Q3.

Forvandlingen fra fornuftig SUV til dynamisk crossover er heller ikke kun kosmetisk. Q3 Sportback er født med sportsundervogn, Drive Select med seks forskellige køreindstillinger og progressiv servostyring, der giver en mere direkte styring. I den almindelige Q3 er det alt sammen udstyr, der koster ekstra.

I kabinen er Sportback peppet op med fuld digital instrumentering som standard, inklusive en 10 tommer bred infotainmestskærm i midterkonsollen. Mod merpris kan du få surround-lyd fra B&O, talestyring og opkobling til Apple Carplay og Android Auto.

Selv om Sportback krummer ryggen, går det umiddelbart ikke ud over pladsen og de praktiske kvaliteter. Bagagerummet sluger fortsat 530 liter. Benpladsen på det længdejusterbare bagsæde er der heller ikke pillet ved. Det spændende bliver at afprøve, hvor meget det stærkt skrånende tag stjæler af hovedhøjden for især bagsædepassagererne. Om det fortsat går an til voksne eller reducerer Q3 Sportback til en crossover til far, mor og børn, ved vi først i løbet af efteråret, når der er dansk premiere.

Digitale instrumenter bliver standard i Q3 Sportback.
Kun få konkurrenter

Til den tid vil Q3 Sportback have relativt få, direkte konkurrenter. Ærkerivalen bliver BMW X2, men også en kommende, ny udgave af Mercedes GLA. Vil du have det specielle SUV-coupé-look for færre penge, hedder konkurrenterne Toyota C-HR, VW T-Roc og kommende nyheder som Kia Xceed og DS 3 Crossback.

I første omgang vil Q3 Sportback kun kunne fås med to motorer: 45 TFSI med 230 hestes turbobenziner, Quattro-firehjulstræk og DSG-automatgear og 35 TDI med en nyudviklet, firecylindret to-liters dieselmotor med 150 hk og DSG. Senere følger en 190 hestes udgave af samme TDI-motor, mens 30 TFSI med 150 hestes turbobenzinmotor får rollen som basismodel.

Læs også testen: Audi Q3 er en vinder

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here