Brintbiler slået hjem til start

brintbiler

Slut med at tanke brint: Danmarks tre brintstationer lukker. Det ligner dødsstødet for brintbiler, men Toyota tror fortsat på teknologien.

De blot tre danske brintstationer på dansk jord lukker og slukker. Firmaet Everfuel, der har stået for driften af de tre stationer siden 2020, har opgivet at fortsætte driften – der kører simpelthen for få danske brintbiler herhjemme. Ud af den samlede danske vognpark på 2,8 millioner biler, kører blot 131 på brint. Af dem er langt de fleste erhvervskøretøjer som taxaer – kun 19 er privatbiler.

Uanset om ejerne er taxavognmænd eller private, må de nu konstatere, at deres brintbiler med ét slag ikke længere vil være i stand til at køre herhjemme. Med mindre der findes en løsning eller bilerne måske eksporteres, betyder det også, at de er blevet værdiløse.

Elbiler fører an

Det ligner dødsstødet for brintdrevne personbiler i Danmark – og det skyldes først og fremmest elbilernes store succes.

”Med EUs ambitiøse målsætninger for reduktion af bilernes udledning af skadelige stoffer, er det helt naturligt at bilproducenterne har satset stort på elbiler, som har bevist, at de kan være fornuftige alternativer til benzin- og dieselbiler. At elbilerne er blevet udbredt så hurtigt, har været overraskende for mange. Men med udrulning af ladeinfrastruktur, forbedret rækkevidde og opladningshastighed har forbrugerne taget elbilerne til sig i stor stil, siger forbrugerøkonom i bilistorganisationen FDM Ilyas Dogru til fdm.dk.

Der i dag over 160.000 elbiler i Danmark, og nybilsalget har de seneste måneder udgjort knapt en tredjedel af det samlede danske bilsalg.

Brint er ineffektivt

Mens brintbiler kan tankes op lige så hurtigt som en benzin- eller dieselbil, har teknologien særligt to ulemper sammenlignet med moderne elbiler: Den er noget dyrere, og især mindre energieffektiv.

”Selv om en brintbil er en ret god erstatning for benzin- og dieselbiler, hvor vi kan køre på tankstation og tanke på relativ kort tid, så er problemet med brintbilerne, at de er ekstremt ineffektive. Ifølge den europæiske miljøorganisation, Transport & Environment, er det kun 20 procent af den grønne strøm, der når hele vejen frem og bruges til at køre bilen, mens det lignende tal for elbiler er 77 procent. Resten tabes undervejs. I en tid, hvor energieffektivitet er vigtig, er elbilerne dermed markant bedre til at udnytte energien, og de er den bedste energieffektive løsning her og nu, som bilproducenterne satser mest på,” forklarer Ilyas Dogru.

brintbiler
Toyota Mirai er blandt de mest udbredte brintbiler i Danmark – oftest som taxa.

Af samme grund opgiver stadig flere bilfabrikker at udvikle brintbiler. I stedet satser de på at udvikle batteriteknologien, så de mere energieffektive elbiler både kan køre længere på en opladning og lade hurtigere.

Toyota tror på comeback

Et af de få bilmærker, der fortsat tror på brintbiler, er japanske Toyota. Hos den danske Toyota-importør fortæller pressechef Anders Tystrup, at man er i gang med at finde en løsning for de danske ejere af Toyota-brintbiler. Hvad planen går ud på, kan han dog ikke fortælle på nuværende tidspunkt.

På sigt forventer han dog, at der igen vil komme brintstationer i Danmark:

– For at sikre en bedre brintinfrastruktur, har EU vedtaget, at der senest i 2030 kun må være maksimalt 200 km mellem brintstationer ved hovedtrafikårer i EU, og at der skal være brintstationer i hvert trafikknudepunkt. Og alle lande skal senest i 2027 præsentere en udrulningsplan for det. Det vil ifølge HY24 (kapitalfond for grøn brint og relaterede projekter) betyde et krav om ti stationer i Danmark, så brinten vil komme, uanset det nuværende midlertidige tilbageskridt, siger Anders Tystrup til fdm.dk.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here