Dårlig crashtest kan spænde ben for Dacia i Danmark

Euro NCAP har crashtestet 15 bilnyheder. 14 får topkarakter, mens rumænske Dacia Lodgy dumper med et brag, der kan ende med at holde Renaults discountmærke ude af det danske marked.

Den danske Renault-importørs overvejelser om import af Dacia er kørt ind i forhindringer. Helt bogstaveligt. For da den rumænske MPV Dacia Lodgy ramte muren i Euro NCAPs seneste crashtest, dumpede den med et brag. Kun tre ud af fem stjerner blev det til. At det er et usædvanligt ringe resultat understreges af, at de øvrige 14 biler alle fik topkarakteren fem stjerner.

”Vi har flere gange sagt, at man som bilkøber blot kan købe den bil, man synes om. Sikkerheden er høj overalt. Men det gælder altså bare ikke Dacia”, konstaterer Leif Nielsen, mangeårig sikkerhedsekspert fra forbrugersitet sikkerbil.dk.

Crashtesten afslører flere alvorlige svagheder i Dacia Lodgy, der er franske Renaults discountmærke og en stor salgssucces i Østeuropa, hvor lav pris er vigtigere end høj sikkerhed. Af samme grund har den danske Renault-importør længe tøvet med import af Dacia. Men siden det blev muligt at udstyre Dacia med det elektroniske anti-skrid ESP, har importøren overvejet om Dacia skulle til Danmark. Netop den crashtestede Dacia Lodgy skulle være spydspids som en syv-personers MPV, der angiveligt ville blive Danmarks suverænt billigste storfamiliebil.

Sent onsdag var det ikke muligt at få en kommentar fra den danske Renault-importør, men Leif Nielsen er ikke i tvivl:

Fri os fra den. Hvis Renault Danmark stadig vil importere Dacia, giver det unægtelig skår i det image, som Renault ellers har.

FDM fraråder køb
Leif Nielsen påpeger, at modellen Duster, en anden Dacia nyhed, tidligere i år også måtte nøjes med tre stjerner i Euro NCAPs crashtest.

”To Dacia med bundkarakter – det ligner ikke en tilfældighed”, konstaterer Leif Nielsen.

Også hos FDM, der er den danske repræsentant i Euro NCAP, er dommen klar og kontant: ”Dacia viser, at høj sikkerhed ikke er en selvfølge. Mærket er endnu ikke i Danmark, og det skal vi bare være glade for”, skriver bilistklubben på fdm.dk, der også ”fraråder køb” af Dacia.

Læs sikkerbil.dk’s vurdering af Dacia Lodgy’s sikkerhed.

Læs mere om Dacia Lodgy.

Se video her:

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here