Kia EV6 opdateres med større batteri på 84 kWh, lidt flere fysiske knapper, bedre støjisolering og større komfort.
(Artikel opdateret 20. maj med nye fotos) I bilernes verden indfinder midtvejskrisen sig typisk efter tre-fire år, og nu er det ved at være tid til en ansigtsløftning for elbilen Kia EV6. Ganske som tilfældet er for dens nære slægtning, Hyundai Ioniq 5.
Når sydkoreanske EV6, der blev Car of the Year i Europa 2022, er fremme i Europa næste år, er dens store batteri vokset fra 77 til 84 kWh. Hvor mange flere kilometers rækkevidde det større batteri giver, er der endnu ikke tilgængelige oplysninger om. Rækkevidden med 77 kWh-batteriet er 528 km.
EV6 er allerede i dag udstyret med moderne 800 volt-teknologi med hurtig opladning, og den maksimale ladeeffekt stiger fra 240 til 350 kW.
Ydelsen vil være uændret – den baghjulstrukne med en elmotor yder 168 kW (svarer til 229 hestekræfter) og den med to elmotorer 239 kW (325 hk).
Bedre materialer i kabinen
Den opdaterede EV6 er allerede på vej ud på det sydkoreanske hjemmemarked. Ifølge Kias egne oplysninger er den mere komfortabel og endnu mindre støjende end i dag. Materialerne i kabinen får et løft, head-up-displayet forbedres, ligesom trådløs Apple CarPlay og Android Auto bliver standard.
Bilen har fået lidt flere trykknapper, der skal gøre betjeningen mere direkte.
Udvendigt koncentrerer det nye sig om bilens front med lidt rundere former og samme typer for- og baglygter som andre, nyere Kia-modeller, for eksempel EV9 og Niro.
Hvilkenbil testede EV6 i begyndelsen af 2022 og roste den for plads, pris, udstyr og high-tech til en stærk pris.
Kompakt SUV lige om hjørnet
Og nu vi er hos Kia: I næste uge giver Kia en længe ventet premiere til EV3, der er en direkte konkurrent til Volvo EX30. Om den har vi ikke mange informationer, men Kia har i flere pressemeddelelser og på hjemmesiden forsøgt at skærpe interessen om bilen. Uden dog at løfte sløret for nogle af de centrale oplysninger.
Internationale medier har selvfølgelig gættet en del på EV3’erens batteristørrelse(r), rækkevidde, præstationer og reelle størrelse. Det nærmeste, vi kommer det, er som nævnt fysiske mål nær Volvo EX30 – herfra ønskes dog bedre plads på bagsædet end i Volvoen.
Batteriteknologien er næppe samme 800 Volts som EV6 og EV9. Det er mere sandsynligt, at EV3 kommer til at dele batteri med Niro. Det vil i så fald sige 400 Volts-teknologi og en kapacitet på knap 65 kWh.
Fotos: Kia
Sæde- og ratvarme skal ikke aktiveres fra infotainmentskærmen i den nuværende EV6. Der er dedikerede touchknapper på midterkonsollen.
Bilen har fået lidt flere trykknapper, så sæde- og ratvarme ikke længere skal aktiveres via tryk på infotainmentskærmen
Er i helt sikre på de info i har skrevet i denne artikel? Jeg har en ev6, rat varme skal bestemt ikke aktiveres via et tryk på Infotainment. Den aktiveres på armlænet ude for enden, hvor både sædevarme, luft til sæde og ratvarme sidder.
Hej Torke og Jens. I har ret, og artiklen er nu rettet. Tak for at gøre os opmærksomme på fejlen 🙂 Med venlig hilsen, Jens Velling, redaktør.