BYD hævder at være klar med solid state-batterier til elbiler om få måneder. Også MG lover at kunne levere superbatteriet i 2027.
Hvornår kommer solid state-batterier til elbiler?
Spørgsmålet er stadig ikke besvaret, men der er konstant nye bud på, hvornår vi ser de første elbiler med ‘mirakelbatteriet’, der på samme tid øger rækkevidden, forkorter ladetiden og minimerer risikoen for brand til nærmest nul.
To af de helt store bilproducenter i Kina, BYD og MG, hævder begge at være klar med batteriets svar på den hellige gral om få måneder. Det skriver Electrek.
Først i BYD’s luksusbiler
BYD, der har overhalet Tesla som verdens største producent af elbiler, anerkender, at der fortsat er forhindringer, der skal overkommes. Ikke desto mindre forventer BYD at fremstille en mindre serie af solid state-batterier allerede næste år. Kemien er svovl-baseret, hvilket både skal øge rækkevidden og forkorte ladetiden yderligere. Vi skal dog ind i 2030, før BYD er klar til egentlig seriefremstilling.
De første elbiler med BYD’s superbatteri bliver formentlig luksusmærket Denza, der er også er på vej til Danmark og resten af Europa. I øvrigt med PR-hjælp fra ingen ringere end James Bond i form af den britiske skuespiller Daniel Craig.
MG vil masseproducere i 2027
MG, der er en del af den statsejede SAIC-koncern, er muligvis endnu længere fremme. MG har netop lanceret et såkaldt semi-solid state-batteri, hvor en mindre del af elektrolytterne er flydende. Der er altså ikke tale om den ægte vare. Til gengæld skal semi solid state-batteriet være væsentligt mere holdbart og kan allerede nu fås i topudgaven af den relativt billige elbil MG4 Urban.
Semi-teknologien kan dog ikke prale af nogen gevinst i form af længere rækkevidde, og ligner dermed en overgang til ægte solid state-batterier helt uden flydende indhold.
Det er SAIC og dermed MG klar med allerede næste år, hævder virksomheden. Sammen med batterileverandøren Qingtao Energy vil SAIC masseproducere deres første solid state-batteri i 2027. Holder det stik, kan SAIC og MG komme først på markedet med seriefremstillede solid state-batterier.
Ifølge SAIC får det nye batteri en energitæthed på over 400 Wh/kg - næsten dobbelt så meget som et moderne litium-ion batteri.
Kina kan tabe kapløb
Meldingen fra to af de store elbilproducenter i Kina, kommer interessant nok umiddelbart efter, at en analyse viser, at Kina risikerer at blive indhentet af især amerikanske og japanske virksomheder på solid state-teknologien.
Efter flere år med voldsom vækst er kinesisk bilindustri kastet ud i en overlevelseskamp. Her kan det være fristende at komme med optimistiske meldinger om fremtidens teknologi, der får nogle bilmærker til at fremstå mere levedygtige end andre.
De seneste år har mange bilproducenter - ikke bare kinesiske - lovet, at solid state-batteriet var lige på trapperne. Faktum er, at vi endnu ikke har set det i en eneste elbil.







Det er godt nok svært at gennemskue solid state teknologien, som jo har været lige på trapperne de sidste 10 år. Hos Auto Express er der i dag en historie, hvor BYD sender det dimentralt modsatte signal, i hvert fald når det gælder serieproduktion af solid state. Ovenfor er det tilsyneladende teknologien på prototype niveau der refereres til.
https://www.autoexpress.co.uk/byd/369719/excited-solid-state-ev-batteries-byd-has-some-bad-news