Tesla har travlt med at opfylde egne salgsmål for tredje kvartal. Derfor er der nu store rabatter på lagerbiler resten af september.
Efter rekordåret 2023, hvor Tesla Model Y blev verdens mest solgte bil, har den amerikanske elbilproducent måttet se salget falde markant i år. Så meget, at det kan blive svært at leve op til Tesla-ejer Elon Musks lovede salgstal for tredje kvartal i år.
Når Tesla ikke målet, vil det skuffe aktionærerne og sende kursen på Tesla-aktier ned.
Det er baggrunden for, at Tesla nu lokker med store prisfald på lagermodeller.
Størst rabat på topmodeller
Særligt på topmodellerne Model S og Model X er der mange penge at spare. Kan du leve med, at bilerne har kørt ganske få kilometer, er der for eksempel 185.000 kroners rabat på en Model X i den hidsige Plaid-udgave med blot 26 km på tælleren. Det reducerer prisen fra 1.111.000 kr. til 926.000 kr.
På Model S er der op til 152.000 kr. i lager-rabat. Det bringer prisen ned fra 961.000 til 809.000 kr.
Tesla to topmodeller sælger dog kun i beskedne styktal herhjemme – lager-rabat eller ej.
Spar 44.000 kr. på bestseller
Interessen samler sig i stedet om de væsentligt billigere Model Y og Model 3. Her er der knapt så mange penge at spare på Teslas lagerudsalg:
Alt efter variant og udstyr kan du spare mellem 20.000 og 44.000 kr. på Model Y. Priserne begynder ved 340.000 kr. for basisudgaven med 455 km rækkevidde – her er der 20.-22.000 kr. i lager-rabat.
Rykker du op i Long Range udgaven med 565 km rækkevidde, to motorer og firehjulstræk, sparer du op til 44.000 kr. Inklusive lager-rabat begynder priserne fra 365.000 kr. Nogle af bilerne er dog demobiler med op til 4.000 km på tælleren, men der findes også udgaver med 25-30 km på tælleren.
Den mindre Model 3 er også på lagerudsalg, men her er udvalget begrænset. Tesla tilbyder ganske få Model 3 Long Range med en besparelse på op til 25.000 kr. Inklusive udstyr reducerer det prisen fra 395.000 til 370.000 kr.
Fastholder top-position
Ifølge Mobility Danmark er der i år indregistreret 6.049 Model Y til og med august. Det gør fortsat Model Y til Danmarks bedst sælgende bil. Der er dog stadig et stykke op til sidste år, hvor Model Y slog alle rekorder med et samlet salg på næsten 18.000 biler.
Udviklingen er dermed et billede på, at Tesla oplever øget konkurrence fra andre bilmærker. Teslas lagerudsalg skal ses som et modsvar – og en besked til markedet om, at mærket har tænkt sig at kæmpe for positionen som Danmarks bedst sælgende elbils-mærke.
De gode tilbud på Tesla lagerudsalg gælder kun, hvis der skrives slutseddel i september, så salget kommer med i Teslas regnskab for tredje kvartal.
Der er en fejl på Teslas lagersalgs-liste.
Den model X, der har kørt 26 km koster 1.037.450 kr.
Prøv at tjekke ved at trykke på “Se detaljer”.
Det er ikke nyt, at Tesla har fejl i deres liste.
Er interesseret i Model Y – ny vogn – hvad koster den nu?
Hej Ivan. Model Y koster fra 330.000 kr. med 455 km rækkevidde, fra 350.000 kr. med 600 km rækkevidde og fra 390.000 kr. med 565 km rækkevidde og firehjulstræk. Lige nu sparer du op til 44.000 kr. på lagermodeller med ingen eller ganske få km på tælleren. Billigste lagerbil lige nu er basisudgaven til 317.000 kr. Med venlig hilsen, Jens Velling, redaktør.
Ny Tesla model Y 314.000kr med 4 km på tælleren.
“Det er baggrunden for, at Tesla nu lokker med store prisfald på lagermodeller.”
Er der en kilde på det postulat? Det forekommer mig nærmere sandsynligt at de blot har nogle få 1+ år gamle biler de skal af med?
Det er i hvert fald set før, at Tesla holder lagerudsalg op mod slutningen på et kvartal. Som aktieselskab vil Tesla gerne leve op til deres målsætninger – hvilket så også gælder mange andre virksomheder. Med venlig hilsen, Jens Velling, redaktør.