Opels elektriske topmodel sælger sløvt. Nu falder prisen for anden gang, så den store Grandland nu er blandt klassens billigste.
Opel er blandt de bilmærker, der lider i stilhed over den verserende priskrig på elbiler herhjemme. Stilheden er problemet - bilkøberne summer ikke ligefrem om mærkets topmodel Grandland, mens de griber ud efter Dankortet.
I årets første fem måneder er der kun solgt 223 Grandland. Det gør Opels elektriske flagskib, der ellers befinder sig i den stærkt populære klasse for mellemstore el-SUV’ere, til nummer 81 på det danske bilsalg.
Til sammenligning var den teknisk identiske søsterbil Citroën ë-C5 Aircross den ottende mest solgte bil i sidste måned.
Opel har det i hele taget svært i Danmark. For år tilbage var Opel blandt Danmarks mest solgte bilmærker, men har efterhånden været på én lang nedtur. Sidste år blev markedsandelen halveret fra 1,5 til blot 0,8 procent. Dermed er Opel gledet ned på en plads som blot 24. mest solgte bilmærke.
Prisfald for anden gang
Nu forsøger den danske Opel-importør at gøre noget ved mærkets sørgelige tilstand. Prisen på Grandland sættes 20.000 kroner ned til 260.000 kroner. Det er anden gang, at importøren justerer prisen. Ved årsskiftet blev Grandland sat 25.000 kroner ned, så siden introduktionen er modellen blevet 45.000 kroner billigere.
Større end konkurrenterne
Den nye pris på 260.000 kroner for standardudgaven med 154 kW (210 hk) og 523 kilometer rækkevidde giver faktisk den store Opel en unik position på markedet: I forhold til størrelse og rækkevidde er det svært at finde tilsvarende tilbud. Renault Scenic Electric fås til 250.000 kroner, men er lidt mindre og har kortere rækkevidde. Det samme gælder Leapmotor B10 til 230.000 kroner og MG S5. Klassens bestsellere som Tesla Model Y, VW ID.4 og Skoda Enyaq begynder alle fra 300.000 kroner.
Basisudgaven af Opel Grandland er dog en smule skrabet. Her er adaptiv fartpilot og aircondition, men hverken sædevarme eller bakkamera.
Det får man til gengæld i en ny udstyrsversion, der genbruger det kendte Opel-navn Omega. Udover sædevarme og bakkamera, har Omega-udgaven også varme i rattet, matrix LED-lygter, 20 tommer hjul og Focal lydanlæg. Prisen stiger til 300.000 kroner, men er stadig mere konkurrencedygtig end tidligere.
Matcher søsterbilerne
Med de nye priser kan Opel også bedre konkurrere med søstermærkerne i Stellantis-koncernen. Grandland matcher priserne på Citroën ë-C5 Aircross, der er kommet godt fra start i Danmark, og er faktisk lidt billigere end den lidt mindre Peugeot E-3008, der koster fra 280.000 kroner.
Hvilkenbil testede Opel Grandland sidste sommer. Plads og komfort er i top, mens motorkraft og lynopladning er under par. Læs hele testen her.





