Tesla dropper ‘fuldt selvkørende’ i Kina

Tesla Model Y

Teslas Full Self-Driving-system (FSD) er på ingen måde fuldt selvkørende. I Kina må Tesla ændre navnet til ‘intelligent assisteret kørsel’.

En kinesisk Tesla-ejer nåede på én køretur at begå syv færdselsforseelser. Lovovertrædelserne blev begået, fordi han lod sin Teslas selvkørende Full Self-Driving-System (FSD) stå for kørslen. Det viste sig at være en kæmpe fejl – og en kæmpe fejl, at Tesla-ejeren ikke reagerede på det, i samme øjeblik han opdagede systemets svigt.

Men på grund af denne hændelse og adskillige andre har Tesla i Kina valgt at fjerne ‘FSD’ fra sit system og blot kalde det ‘Intelligent Assisted Driving’.

Problemet er, at ejerne ved udrulningen af systemet for en måneds tid siden af Tesla blev gjort opmærksom på, at deres bil i byerne kan køre sikkert og efter færdselsreglerne, hvis FSD-systemet er koblet til. Det viste sig så ikke at være tilfældet.

Hård straf

Allerede efter få dage begyndte Tesla-ejere at modtage bøder i stor stil. I mange kinesiske byer er offentlig kameraovervågning udbredt, og Tesla-ejeren, nævnt i begyndelsen af artiklen, blev af kameraer filmet i syv situationer, hvor hans Tesla bl.a. overskred fuldt optrukne linjer og bevægede sig ind i de dele af vejbanen, der er reserveret til cyklister. 

Når overvågningskameraerne i diktaturstaten Kina filmer borgere, som begår forseelser, afsendes pr. automatik en bøde til den formastelige. Begår man tilstrækkeligt mange forseelser, og får man minuspoint nok i regimets sorte bog, vil man kunne idømmes hårde straffe, få frataget privilegier og i en bilists tilfælde miste kørekortet.

Også i USA

Teslas Full Self-Driving-System koster penge, hvis ejerne ønsker, at bilen skal kunne køre med det. I Kina blev systemet introduceret til Tesla-ejerne gratis i en måned. Samme ‘en måned gratis’ er på vej til at blive rullet ud i USA, ifølge mediet Electrek

Tesla har i årevis fastholdt betegnelsen Full Self-Driving, men måtte sidste år i USA tilføje parentesen ‘(Supervised)’. Det var nødvendigt for at tilkendegive, at føreren ikke kan læne sig tilbage og lade bilen om det hele. Føreren skal stadig overvåge og være klar til at gribe ind.

Ifølge Electrek har Tesla i Kina også måttet fjerne ordet ‘Autopilot’ fra en lidt mindre avanceret udgave af FSD-systemet. Netop fordi ‘Autopilot’ kan give folk det indtryk, at systemet nærmest fungerer, som når et fly flyver på autopilot.

Musk jager myndigheder

Tesla-topchef Elon Musk, der står skulder ved skulder med USA’s præsident, Donald Trump, har siden Trumps indsættelse 20. januar været travlt beskæftiget med en hårdhændet oprydning i det amerikanske bureaukrati.

Offentlige virksomheder er blevet lukket eller kraftigt beskåret, og allerede før Trump tiltrådte, og Musk tog opstilling ved hans side i Det Hvide Hus, udtrykte analytikere bekymring for, om Musk ville udnytte sin stilling til at stække de myndigheder, der overvåger og skal godkende hans selvkørende planer i USA.

Musk ønsker bl.a. at lancere sin Cybercab som selvkørende i Texas og Californien. Og han har lovet en 100 procents implementering af FSD i alle Teslaer.

NHTSA (National Highway Traffic Safety Administration), der overvåger trafiksikkerheden og er den myndighed, der skal godkende Teslas FSD-system, har i flere tilfælde åbnet undersøgelser af Tesla. Blandt andet i oktober 2024, da NHTSA åbnede en undersøgelse af 2,4 millioner Teslaer udstyret med FSD-software efter fire indrapporterede kollisioner, en af dem med dødelig udgang.

Af redaktionen

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here