Turister i elbiler: Ingen grund til rækkeviddeangst

bilferie elbiler

Elbiler er komfortable og billige at køre i – også tusindvis af kilometer sydpå, fortæller norske, svenske og danske bilister på bilferie.

Kan elbiler klare den klassiske bilferie sydpå? Altså sådan rigtig langturskørsel ad den tyske Autobahn ned til sydens sol med hele familien, kufferterne, hunden og badedyrene ombord. Eller har skeptikerne ret, når de siger, at det eneste, der virker, er en diesel, der kører 1.200 km mellem optankningerne?

Vi har spurgt dem, der ved det bedst: Fire familier på bilferie, der tidligere har kørt langt i benzin- og dieselbiler, men nu gør det i elbiler. Vi mødte dem på rastepladsen ved afkørsel 51 på E45 ved Skanderborg Nord. Her er fine faciliteter for bilister af alle trosretninger med en Circle K-tankstation med både flydende brændstof og elektroner i kablerne, strøm fra ladegiganterne Ionity og E.ON samt mad og drikke på McDonald’s.

I alt er her 26 lynladere, der leverer op til 350 kW. Det er så mange, og de lader så hurtigt, at der sjældent vil være kamp om stikkontakterne. Der var da også hele tiden ledige ladestandere, de tre timer Hvilkenbil befandt sig på stedet i mandags.

Vores mission var at udspørge elbilister om deres erfaringer med at køre langt i elbiler. Og meget gerne indhente et par gode råd og vigtige erfaringer i den relativt nye disciplin, som elektrisk bilferie er.

Elbilisternes gode råd og konklusioner summer vi op på til sidst i artiklen.

3.000 km på to uger

Første interviewoffer er norske Håvard Moksnes og hans familie fra Oslo. De er kørt fra Norge til det centrale Tyskland i en BMW iX3 og er nu på vej hjem til Oslo. En bilferie på i alt 3.000 km i løbet af et par uger.

“Det er ikke noget problem at køre på ferie til Tyskland i en elbil. Det kræver bare lidt mere planlægning på ferieturen,” siger Håvard Moksnes.

Håvard Moksnes og hans familie har kørt 3.000 km på årets bilferie i deres elektriske BMW. Helt uden problemer.

Forklaringen er, at mens iX3eren til daglig kører op til 450 km på en opladning hjemme i Norge, falder rækkevidden til cirka 300 km på ferieturen, hvor hastigheden sættes op.

“Vi følger bare hastighedsgrænserne, men de er jo højere uden for Norge. I Tyskland kører vi op til 130 km/t, og det øger forbruget med 30 pct. sammenlignet med at køre 110 km/t.”

“Som regel kører vi, til der er 20-30 pct. tilbage på batteriet og lader så til 80 pct., måske lidt mere – det afhænger af, om der er kø ved ladestationen,” forklarer han.

Som alle elbiler lader BMWen langsommere, når de første 80 pct. af batteriet er ladet op. Familien Moksnes har en ladeaftale med Ionity, der giver nogle meget rimelige priser på lynladning. Derfor benytter de Ionity-app’en til planlægning af turen og kører som regel efter Ionity-ladere, som der efterhånden er mange af over alt i Europa.

Andreas Ulvedal og hans familie har kørt elbil siden 2021. I år gik turen til Provence – 5.000 km i alt.
Norge – Provence tur/retur

Da den norske iX3 er ladet op, triller en anden norsk familie ind til Ionity. Andreas Ulvedal fra Kopervik i det sydvestlige Norge sætter stikket i sin hvide Audi e-tron og fortæller om sine erfaringer med at køre langt på el. Familien har tidligere haft dieselbil, men kørt elbil siden 2021.

Sammen med sin hustru og to børn er Andreas Ulvedal på vej hjem fra ferie i franske Provence. En tur på i alt 5.000 km, der har været helt uden problemer.

“Det at køre langt i elbil er udelukkende positivt. Du har bedre komfort og mere power, og de 300 km, som vi typisk kører mellem ladestop, passer helt fint med de pauser, vi alligevel gerne vil have.”

Ned gennem Danmark og Tyskland følger Andreas Ulvedal fartgrænserne – det vil sige, at speedometeret står på mellem 115 og 135 km/t. I den store Audi e-tron, der er berygtet for sin appetit på strøm, bliver det til et snitforbrug på ca. 4,3 km pr. kW.

“Det er faktisk en smule bedre end hjemme i Norge – og det skyldes formentlig, at det er lidt varmere, når vi kører sydpå om sommeren,” vurderer han.

Når Andreas Ulvedal lader, foretrækker han at lade batteriet helt op til 100 pct. I hvert fald hvis der ikke er kø, for de sidste 20 pct. tager ekstra tid. Mens strømmen er ekstremt billig derhjemme, synes Andreas Ulvedal priserne for lydladning på farten er høje.

“Det er jo bare strøm,” som han siger med et smil. 

Eneste ekstra opgave ved at køre langt i elbilen er, at det kan kræve lidt planlægning. Han sætter også pris på en ladeaftale med f.eks. Ionity, der gør det nemmere og billigere at lade hos bestemte selskaber.

“Inden de lange ture kigger jeg lige på Google Maps og sammenligner det med bilens navigationsanlæg, så jeg får et overblik over afstande og lademuligheder,” forklarer Andreas Ulvedal.

Han er dog ikke bange for at køre flad for strøm – i lande som Norge, Sverige og Danmark er der masser af ladestandere.

Familien Larsson fra Stockholm sætter pris på pauser for hver 300 km – også af hensyn til datteren Liv.
Flere pauser er kun godt

Nu kører en grå Cupra Born ind i ladebåsen. Det er Line og Oskar Larsson og deres datter Liv fra Stockholm.

Den svenske familie har kørt elbil i fem år – Cupraen er deres anden elbil, og de er begejstrede for den nye måde at køre bil på.

“Det er både billigere og mere komfortabelt. Man skal bare ændre sit mindset i forhold til at køre fossilbil, så er det helt uproblematisk.”

Den største forandring er, at der skal holdes lidt flere pauser på de lange ture. Men det er kun godt, lyder det fra familien. Som mange andre elbilister har de gjort den erfaring, at man faktisk kommer mere frisk og udhvilet frem, når man f.eks. holder pause hver tredje time, end dengang man kørte otte, ni eller 10 timer i stræk i dieselbilen.

“Man har det simpelthen bedre og er mindre træt, når man kommer frem efter en lang køredag. Og det er også meget bedre, når man har et lille barn med,” siger Line med datteren Liv på armen.

Ifølge Oskar Larsson kører de højst 110 km/t for at strække strømmen. Det giver et forbrug på mellem 5 og 6,7 km pr. kW og er det gyldne kompromis mellem rækkevidde og ladestop for familiens Cupra.

I år går bilferien fra Stockholm og til Ebeltoft og tilbage igen. En tur på ca. 2.000 km i alt, men familien kører gerne meget længere.

“Vi vil ikke være det mindste betænkelige ved at køre længere væk på ferie i elbil. Der er masser af ladestationer og softwaren fungerer i dag upåklageligt,” fastslår familien Larsson.

Marie og Gustaf Servé har kørt elbil siden 2015. Hidtil længste tur gik helt til Sydspanien.
Til Sydspanien i elbil

Vi bevæger os videre til E.ONs lynladere, hvor en VW ID.4 på danske nummerplader får strøm på batteriet. Det er familien Servé, der er på vej hjem til Allerød fra ferie i Skagen. En lille smuttur sammenlignet med de langture, som familien tidligere har kørt i elbil, viser det sig.

Familien har haft elbil siden 2015 – en Tesla Model S. I dag er den skiftet ud med ID.4’eren. Husstandens bil nummer to er også en elektrisk folkevogn, en e-Golf.

”Rækkeviddeangst er typisk noget, der præger folk, som ikke har elbil. Vi er kørt helt til Sydspanien i elbil, og det kan du sagtens,” fortæller Gustaf Hyllested Servé.

Hustruen Marie Servé er enig, men understreger, at jo længere sydpå, desto længere bliver der mellem ladestanderne.

“Frankrig er sådan bob-bob, Spanien ad helvede til,” siger hun med et smil.

“Det er egentlig ikke et problem, men det kræver lidt planlægning og noget buffer på batteriet, når du passerer grænsen til Spanien,” medgiver Gustaf.

Mens vi i Nordeuropa efterhånden er langt med både udbredelsen og den nemme betjening af ladestandere, er der mange små operatører i Spanien. Laderne kræver typisk brug af apps på mobiltelefonen, og så ender man ofte med at bruge adskillige minutter inden hver opladning på at indtaste mailadresser og kortoplysninger, inden man kan sætte stikket i.

Kortlægningen af ladestandere kan også være upræcis. En app som A Better Route Planner kan f.eks. lede vej til en ladestander på p-pladsen til et supermarked. Og det er surt, når det er søndag, og p-pladsen er låst af. Så kan 20 pct. på batteriet vise sig at være i underkanten til at nå frem til en anden stander i et land som Spanien, hvor infrastrukturen ikke er helt så finmasket som på vores breddegrader. Men det kommer, vurderer Gustaf Hyllested Servé, baseret på snart 10 års erfaring som elbilist.

”At køre elbil er en rejse. Sådan er det med al ny teknologi. Det bliver hele tiden nemmere at køre elbil – også langt.”

Elbilisternes tips og erfaringer

I vores snak med elbilisterne fik vi flere erfaringer og tips til bilferie i elbiler, som de fire familier var enige om. De fem vigtigste er:

  • Bilferie med lange ture i elbiler er uproblematiske – der er masser af ladestandere, og teknologien fungerer stadig bedre.
  • Teslas Supercharger-stationer får ros af alle. De har flest ladepunkter og ”fungerer bare”. Især hvis du kører Tesla, for så sætter du bare stikket i – punktum. Dog har de ældste Superchargers korte kabler, der kan være et problem, hvis ladeporten sidder til højre på bilen.
  • Pauser for hver 300-400 km er faktisk et plus. Køreturen bliver mere behagelig, og du er mindre træt, når du kommer frem. Kombinerer du opladning med spise- og tissepauser, er tidstabet minimalt.
  • Planlægning gør turen bedre. Få et overblik over mulige ladesteder langs ruten, inden du kører. Elbilerne bliver også stadig bedre til at planlægge opladning undervejs – helt automatisk.
  • Overvej en abonnementsordning. Det gør elprisen lavere og forenkler betalingen. Ulempen er, at du så binder dig til en enkelt leverandør og eventuelle samarbejdspartnere.

[email protected]

3 Kommentarer

  1. Har kørt Kia e Niro nu 3,3 år og i den tid er der kommet ladestationer op som paddehatte. Dem, der er mest imod elbiler, har ingen egen erfaring og hænger på gammel tankegang.
    Det er en ny måde at køre på og en fantastisk god oplevelse.

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here