Antallet af danske ladestandere er steget med 85 pct. i løbet af det seneste år og følger trit med salget af nye elbiler. Men EU er bagud.
Selv om medierne skriver meget om vigende interesse for elbiler, er der faktisk fuld fart på salget af elbiler i Danmark. I april stod elbilerne for 43 procent af salget, hvilket bragte det samlede antal elbiler i Danmark op på 243.681 biler. Det er hele 78 pct. flere sammenlignet med april sidste år, viser tal fra De Danske Bilimportører.
De mange nye elbiler kræver flere landestandere. Og det får de, for der er – også i overført forstand – fuld spænding på opstillingen af nye ladestandere herhjemme: Ved udgangen af april sidste år, var der 11.748 ladestandere i Danmark. I dag, et år senere, er antallet af ladestandere vokset til 21.743.
175 pct. flere lynladere
På et år er der altså etableret lige knapt 10.000 nye ladestandere. Stigningen er på hele 85 pct. Kigger man alene på antallet af lynladere, er stigningen massive 175 pct. I alt overgår stigningen i antallet af ladestandere væksten af elbiler på de danske veje. Opladningsmulighederne er med andre ord blevet bedre for danske elbilister – færre elbiler skal deles om hver ladestander.
“Det er glædeligt, at der stadig bliver flere og flere ladepunkter til danskerne. Det er særligt positivt, at antallet af lynladepunkter vokser så markant, hvilket sikrer elbilejerne adgang til hurtig opladning på farten og bidrager til, at det er muligt at køre længere ture i elbil,” siger Allan Skytte Christensen, Chefkonsulent i De Danske Bilimportører.
EU halter bagefter
Mens det altså bliver stadig lettere at være elbilist i Danmark, ser det anderledes ud i andre europæiske lande.
Ifølge nye tal fra den europæiske bilindustri, voksede antallet af nye elbiler tre gange så hurtigt som antallet af ladestandere i perioden fra 2017 til 2023. Og det er kritisk, fordi frygten for ikke at kunne finde en ladestander er blandt de argumenter, der afholder flest forbrugere fra at skifte fossilbilen ud med en elbil.
“Det er bekymrende, at udviklingen er gået den vej de seneste år. Elbilernes udbredelse kræver ikke bare god ladeinfrastruktur i enkelte lande, men på tværs af hele EU. Opstillingen af ladestandere skal gevaldigt op i tempo,” siger Allan Skytte Christensen.
19.000 flere om ugen
Udbredelsen af ladestandere handler ikke blot om god tilgængelighed og problemfrie langture. Hvis EU skal nå de opsatte mål for CO2-reducering i 2030, kræver det en markant acceleration i opsætningen af ladepunkter.
Ifølge den nye rapport blev der på tværs af EU opsat 150.000 ladestandere i 2023. Men rapporten vurderer, at antallet af ladestandere skal op på 1,2 millioner om året, svarende til 22.000 om ugen, frem mod 2030, hvis det skal være realistisk at nå CO2-målene. Det svarer til 19.000 flere om ugen, end der bliver opsat i dag.