For første gang er der kun elbiler i finalen om at blive Årets Bil i Europa. Dermed følger Europa i Danmarks hjulspor, hvor elbiler længe har domineret titelkampen.
Benzin, diesel og hybridbiler må se til fra sidelinjen, når Årets Bil i Europa 2027 skal kåres.
For første gang i konkurrencens historie er alle syv finalister nemlig rene elbiler. Dermed er det allerede afgjort, at vinderen bliver elektrisk, når prisen uddeles på biludstillingen i Bruxelles den 8. januar næste år.
De syv finalister er BMW iX3, Cupra Raval, Hyundai Ioniq 3, Kia EV2, Renault Twingo, VW ID Polo og Volvo EX60.
Historisk finale
Car of the Year - eller COTY - kalder selv finalefeltet en historisk milepæl og fremhæver, at det afspejler en europæisk bilverden, hvor omstillingen til elbiler tager fart.
Elbiler har allerede vundet de seneste års kåringer. Renault Scenic vandt i 2024, Renault 5 i 2025 og Mercedes-Benz CLA i 2026. Men hidtil har biler med forbrændingsmotor i det mindste været med i finalefeltet og dermed haft en chance for at være med.
Den tid er forbi - og vender formentlig aldrig tilbage. COTY bemærker selv, at elbiler har fået et gennembrud i hele Europa, godt hjulpet af oliekrisen i Mellemøsten, der har udløst rekordhøje brændstofpriser. Det har givet europæiske bilkøbere det sidste skub mod elbiler, der har langt lavere driftsomkostninger end fossilbiler. Og samtidig gør ejerne uafhængige af benzin og diesel fra urolige områder som Mellemøsten og Rusland.
En anden årsag til elbilernes dominans er, at der er kommet flere mindre og billigere modeller. Dermed er elbilen blevet et reelt alternativ for mange flere europæere.
Den europæiske jury består af 65 motorjournalister fra 25 lande. Årets endelige kandidatfelt omfattede 38 modeller, før de syv finalister blev valgt.
Danmark er allerede kørt
I Danmark er en finale uden benzin- og dieselbiler blevet helt almindelig.
For tredje år i træk er alle finalister til Årets Bil i Danmark elektriske. Fire af modellerne går igen i den europæiske finale: BMW iX3, Cupra Raval, Renault Twingo og VW ID Polo.

Det danske finalefelt omfatter desuden Skoda Epiq, Zeekr 7GT og søsterbilerne Toyota bZ4X Touring og Subaru E-Outback, der bedømmes samlet. Som Hvilkenbil tidligere har beskrevet, fylder de mindre og billigere elbiler også meget i den danske finale. Læs Hvilkenbils vurdering af alle finalisterne her.
Dansk vinder findes først
Danskerne får deres vinder at vide næsten to måneder før resten af Europa.
Årets Bil i Danmark 2027 kåres den 10. november. Hvilkenbil har to journalister med i den danske jury: Morten Kjeldsen og redaktør Jens Velling.
Den europæiske jury samles derefter den 25. og 26. november på Balocco-testbanen i Italien for at sammenligne de syv COTY-finalister grundigt.
Først den 8. januar afsløres det, hvilken af dem der overtager titlen efter Mercedes-Benz CLA. Én ting har de to kåringer dog allerede til fælles: Vinderen skal lades op.






