Hvilkenbils redaktør, Jens Velling, blogger om Renault Zoe. En vellykket elbil, der ikke desto mindre understreger, hvorfor vi skal vænne os til det nye begreb rækkevidde-angst.
Er elbiler løsningen på fremtidens transportbehov? Det skændes de lærde om i disse år. Blamagen med Better Place, der måtte trække stikket på deres dyre satsning med batteriskiftestationer lignede på et tidspunkt dødsstødet til idéen om den forureningsfrie elbil. Bilen i Better Place projektet, Renault Fluence, var heller ikke lige frem overbevisende: Oprindeligt udviklet som en traditionel sedan i Golf-størrelse var den fra starten født som en biltype, ingen bryder sig om i Nordeuropa og med en effektiv rækkevidde på mellem 75 og 100 km var og blev Fluence en dødssejler. 
Kommende nyheder som VW e-Up og BMW i3 ligner heller ikke noget gennembrud for elbilen. Rækkevidden under gunstige forhold ligger fortsat og roder omkring 150-160 km – og merprisen er til at få øje på.
Men så er der Tesla S. Det strømførende lyn fra Californien, der ikke alene ser godt ud og er lige så hurtig fra 0-100 km/t som en BMW M5, men kører op til næsten 500 km på en opladning. Ok, til 700.000 kr. bliver den aldrig hvermandseje, men Tesla har ikke desto mindre lavet den elbil som den etablerede bilindustri ikke har evnet at udvikle. Derfor er det fuldt fortjent, at Tesla S er elbilen, som alle taler om i dag, mens Teslas aktieværdi for længst har passeret Fiats.
Men lad os vende tilbage til virkeligheden. Da de færreste af os får råd til en Tesla S, giver det mere mening at kigge på realistiske alternativer, hvis man skal tage temperaturen på elbilernes dagsform. Og her er Renault Zoe elbilen, som den miljøbevidste hr. og fru Danmark skal interessere sig for.
Dels er den til at betale med sit prisskilt på 165.000 kr. inkl. levering, men eksklusive batterier. Dem lejer du for mellem 700 og 1.100 kr. alt efter kørselsbehov. Det løber op, til gengæld skal du ikke bekymre dig om den enorme regning der følger, den dag batterierne mister gnisten – du får bare et nyt.
Det helt fine ved charmerende Zoe er, at den er udviklet som elbil. Det betyder, at batterierne er gemt af vejen under gulvet, hvilket både gavner køreegenskaberne og pladsen i kabinen. Elmotoren summer og hviner diskret, når du træder på speederen, men ellers nyder du bare roen og manglen på vibrationer og ryk, fordi her hverken er gearkasse eller stempler, der farer op og ned. Endelig er den teoretiske rækkevidde på 210 km noget længere end konkurrenternes. Også i praksis, hvor du næppe skal regne med mere end 150 km på en god dag – det er fortsat 30-40 pct. bedre end e-Up og Co.
Så langt, så godt er Renault Zoe en overbevisende oplevelse.
Der er kun et lille problem: Rækkevidden. Kører du tør i en elbil, er du nemlig på spanden. Du henter ikke bare 5-liter blyfri i reservedunken på tanken rundt om hjørnet. Nej, du er strandet som en hval og kun Falcks fejeblad kan hjælpe dig.
Det er en skræmmende tanke. Og anno 2013 er der fortsat laaangt mellem ladestanderne – og finder du endelig en, tager det mindst en time eller to at få gnisten tilbage. Hvis stikket i øvrigt passer, for det kan elbilproducenterne heller ikke blive enige om…
Fænomenet hedder ”rækkevidde-angst”, og har du blot én gang prøvet en elbil, ved du, hvad det handler om: Køreturen foregår med det ene øje klistret til elmåleren, mens hjernen konstant beregner rækkevidde og prøver at huske på, hvor den nærmeste ladestander findes. Samtidig får du svedige håndflader ved tanken om at strande i nødsporet med hele familien i en ”flad” elbil. Det skal jeg altså lige vænne mig til. Indtil der er ladestandere på hvert et gadehjørne tror jeg, at Tesla med den lange rækkevidde har en afgørende fordel, mens elbiler som Renault Zoe, der kun kan køre mellem 100 og 150 reelle kilometer på en opladning i bedste fald må spille rollen som familiens (by)bil nummer to.
Læs testen: Spændingen stiger med Renault Zoe
