Bilfabrikker sparer på sikkerhedsudstyr

Der er fine karakterer til de fleste biler i ny Euro NCAP crashtest – men flere eksperter kritiserer fabrikkerne for at spare på nyt sikkerhedsudstyr.

15 nye bilmodeller har mødt muren i den nyeste Euro NCAP crashtest. Og det slipper langt de fleste af dem fra til topkarakteren fem stjerner.

Set gennem danske briller er der dog en anmærkning i karakterbøgerne: Flere bilmærker spekulerer tilsyneladende i kun lige akkurat at opfylde de krav, der er nødvendige for at få topkarakteren fem stjerner. Ikke når det gælder den traditionelle passive sikkerhed, hvor crashzoner, airbags og selestrammere gør moderne biler mere sikre end nogensinde. Men derimod på moderne sikkerhedsudstyr som automatisk nødbremse. Og det ærgrer flere danske eksperter i sikkerhed:

”Igen ser vi bilfabrikanter, der har fundet ud af, at de kan krybe udenom AEB nødbremsesystemet og alligevel opnå fem stjerner i Euro NCAP-testen. Det sker ved i stedet at installere et avanceret fartbegrænserudstyr – og så er den sag klaret, i hvert fald indtil nye regler lukker hullet i 2017,” siger Leif Nielsen fra forbrugersitet sikkerbil.dk.

Han konkluderer, at flere bilfabrikanter på den måde ”sniger sig til fem stjerner”.

Også FDM mener, at mange bilfabrikker fortsat hopper over, hvor sikkerhedsgærdet er lavest.

”Det er tydeligt, at mange af bilproducenterne spekulerer i kun lige at putte nok af de nye sikkerhedssystemer i til at klemme sig op på de fem stjerner. Vel og mærke i den testede model, der ikke altid er den, der købes af danskerne. Desværre betyder det, at flere fravælger det vigtige nødbremsesystem, og i stedet installerer billigere systemer som en fartbegrænser for at få de nødvendige point. Allerede fra næste år skærpes kravene dog, og fra 2017 skal alle sikkerhedssystemerne være på alle udgaver, hvis en bil skal have fem stjerner,” siger FDMs repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen, til fdm.dk

Et eksempel er den nye Opel Astra, der ikke er udstyret med automatisk nødbremse i alle udstyrsvarianter. Fabrikken har dog i et vist omfang taget kritikken til sig, og gjort nødbremse standard på alle varianter undtagen basismodellen. Det betyder, at den billigste Astra må nøjes med fire stjerner, mens de øvrige Astra-modeller kan pryde sig med alle fem stjerner. En forskel der understreger, at forbrugerne skal se sig godt for, når de vælger bil.

Læs om de enkelte crashtests i detaljer på sikkerbil.dk

Sådan falder stjernerne:

Fem stjerner:

BMW X1
Jaguar XE
Jaguar XF
Kia Optima
Kia Sportage
Mercedes-Benz GLC
Opel Astra
Renault Megane
Renault Talisman

Fire stjerner:

Mini Clubman

Tre stjerner:

BMW Z4

Læs også: Fem sikre stjerner til ny Audi A4

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here