EX30 er allerede en succes for Volvo

ex 30 salg
Volvos hidtil mindste og billigste elbil, EX30, har fået en flyvende start i Danmark.

Volvos EX30-salg lever op til forventningerne. Den lille elektriske SUV kan allerede i år blive mærkets bedst sælgende model.

For et år siden, da Volvo løftede sløret for deres mindste elbil EX30, var forventningerne høje. Da prisen samtidig er rekordlav – i Danmark koster den billigste 274.000 kroner – og da den fra basisudgaven har en betragtelig mængde sikkerheds- og komfortudstyr, håbede man, at vejen mod en lys, elektrisk fremtid ville tegne sig.

Meget tyder på, at forventningerne ikke bliver gjort til skamme: Selvom produktionen først så småt er ved at komme op i gear, var det globale EX30-salg i første kvartal i år på 14.500 styk EX30. Alene i marts blev der solgt 8.681.

I marts slog Volvo tilmed salgsrekord med knap 79.000 solgte biler, hvilket er et plus på 25 procent i forhold til marts 2023. Salget af rene elbiler udgjorde i marts i år 23 pct. af de 79.000.

Tjener mere på elbiler

Trods flere solgte biler faldt omsætningen og overskuddet dog i første kvartal i år. Men da der den kommende tid skrues gevaldigt op for produktionen af EX30, og da det samlede salg i første kvartal voksede med et tocifret procenttal, er det på ingen måde alarmerende, noterer det globale finansieringsinstitut JP Morgan ifølge Automotive News.

Den såkaldte bruttomargin – forskellen mellem omkostningen til produktion og indtægten ved salg – ligger for Volvos rene elbiler på 15 til 20 pct. Og det er ifølge økonomiske analytikere en ret solid bruttomargin for en modelrække, der primært består af relativt små elbiler. Udover EX30 er det EX40 og EC40.

Den store EM90, der er dedikeret til det kinesiske marked, er i produktion, og i dette kvartal begynder fremstillingen af den store EX90, som vil kunne leveres fra andet halvår.

Rent elektrisk i 2030

Volvo har udtrykt forventning om i 2025 at sælge 1,2 millioner rene elbiler, og halvdelen af dem forventes at være EX30. Volvos mål er, at alle biler er fuldelektriske i 2030.

Indtil videre fremstilles EX30 i Kina, men fra næste år skal Volvo-fabrikken i Gent i Belgien også producere bilen som led i målet om at nå et globalt salg på 600.000 styk fra 2025.

Volvo blev i 2009 købt af det privatejede kinesiske selskab Zhejiang Geely Holding Group Company Limited. Geely købte Volvo af amerikanske Ford Motor Co. for 1,8 milliarder dollar.

Hvilkenbil vil om kort tid bringe en test af Volvo EX30 – stay tuned, som man siger.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here