Hvilkenbils Carsten Nymann er fristet til at købe en fabriksny Dacia Duster. Men så er der lige det med det fortærskede begreb ’herlighedsværdi’… 
Da jeg voksede op, hed det sig, at kun idioter og “pralrøve” købte en ny bil. Mantraet, at de første 10.000 kr var væk i samme øjeblik, hjulene dumpede ud over kantstenen, stortrivedes i det fornuftsidealistiske Nordjylland. At alle beregninger viste, at det økonomisk mest fornuftige var at købe en fabriksny bil og beholde den mindst syv år bed ikke på stoikerne.
Beregninger ændrer da heller ikke ved, at det at købe ny bil er et stort skridt for de fleste – i hvert fald hvis vi ikke lige taler mikroputterne til 60-80.000 kr. Intet under at en 2-4 år gammel bil frister, hvis det betyder, at vi skal bede bankmanden om 120.000 i stedet for 250.000 kr. Men hvad nu hvis du kunne få en helt ny bil uden at skulle lægge de ekstra penge?
En utopi – indtil for ganske nylig, da Renault lancerede sit discountmærke Dacia på vore breddegrader. Sandero, Lodgy, Logan – alle leverer de samme vare som tilsvarende modeller fra Ford, Opel og co. blot til en lavere pris og i en simplere indpakning.
Seneste tilføjelse til programmet er crossover’en Duster, som undertegnede netop har tilbragt en uge i. Og oplevelserne med discount-Qashqai’en har sat gang i en grublen, for hvor langt ville jeg egentlig være villig til at gå for at få en helt ny bil?
Som den første Dacia spiller Duster på mere end prisen – hvor de øvrige rumænere ligner virkeliggørelsen af en 4-årig drengs skitser, har Duster udseendet med sig. Den ligner en rå børste, der ikke står tilbage for de dyrere konkurrenter.
Først når man går tættere på og ser, hvordan gummilisterne er skarret midt i dørene, bagagerummet ikke har nogen beklædning og instrumentbordet er udført i plast, der kan bruges til at slå søm i med, rammer virkeligheden.
Ikke at det overrasker – man får hvad man betaler for – og jeg havde endda på forhånd tilgivet Duster. Jeg ville gerne, at den skulle være en bil, jeg gerne ville have. En succeshistorie. Og Duster har virkelig mange dyder – den er rummelig, komfortabel og fås med nogle rigtig fine motorer.
Men for hver gang jeg kiggede på den og sagde til mig selv: Den kunne du sgu godt leve med, ja så var der en gang, hvor jeg satte mig i førersædet og sagde: Nej fanme nej.
Jeg forbinder uvægerligt biler med noget herlighedsværdi – biler er og bliver mere end et transportmiddel i min optik. Og jeg tror simpelthen ikke, at jeg kunne leve med at købe en helt ny bil, som ikke gav mig noget herlighedsværdi. Selv om den så kommer med tre års garanti og pæne papirer.
Alle beregninger vil vise, at det er klogere at købe en spritny Dacia Duster end en godt tilkørt Nissan Qashqai, Kia Sportage, Skoda Yeti, VW Tiguan eller lignende – men jeg ville personligt vælge at handle mod lommeregneren … og sikkert betale prisen for det i det lange løb.
Læs også testen: Dacia Duster – livsstil til lavpris
