Eksport til Kina og Rusland skal redde Seat

VW-koncernen vil være større end Toyota, men det spanske datterselskab Seat hænger i bremsen. En ny Leon og eksport ud af EU skal forhindre Seat i at blive VW’s Saab.

Det går forrygende for VW-gruppen. Mens konkurrenter som Citroën/Peugeot, Ford, Fiat og især Opel har svært ved at tjene penge på et kriseramt europæisk bilmarked, beretter VW-koncernen om øget indtjening og rekordstore leverancer i det seneste kvartalsregnskab fra slutningen af juli.

Men ingen familie uden problembarn. I VW-familien hedder synderen Seat: Siden 2008 har det spanske datterselskab tabt over syv milliarder kroner – faktisk har Seat kun givet overskud én gang i løbet af de seneste 10 år. Dermed minder Seat om Saab, der også blev ved med at give underskud for sine ejere, amerikanske General Motors. Den hæderkronede svenske bilfabrik kunne ikke stoppe nedturen, men gik konkurs tidligere i år.

Seat er det sorte får
Sådan skal det helst ikke gå for Seat – men faktum er, at mærket er ekstra hårdt ramt af den galopperede kreditkrise på hjemmebane i Spanien. Fabrikken i Martorell udenfor Barcelona, som VW har investeret milliarder i, kan fremstille 500.000 biler årligt, men producerer mindre end 350.000. Det koster VW penge hver dag. Dermed er Seat det eneste af VW-familiens fem primære bilmærker, der stikker ud med røde tal i kvartalsregnskabet. Eller som Ferdinand Duedenhoeffer, direktør for afdelingen for research i bilindustrien på universitet i Duisburg-Essen siger til Reuters:

Seat er ubetinget det sorte får i VW-familien. Økonomisk vil der være mest fornuft i at lukke fabrikken og i stedet lade VW-koncernens andre bilmærker bruge faciliteterne.

Duedenhoeffers pointe er klar og høres i stigende grad i bilindustrien: ”Skoda dækker de samme bilklasser og er en gennemført pålidelig volumensælger. Hvorfor overhovedet besvære sig med Seat?”, spørger Duedenhoeffer retorisk.

Seat har de yngste kunder
Foreløbig virker VW dog opsat på at give Seat – endnu – en chance. I hovedkvarteret i Wolfsburg satser man på at den nye Seat Leon baseret på teknikken fra den kommende VW Golf VII (læs mere her), kan vende udviklingen. Ikke mindst som spydspids for Seat’s indtog på de boomende markeder i Kina og Rusland. Her skal Seat profitere på den egenskab, der gør, at VW stadig ikke nænner at slagte sit sorte, spanske får: Med en gennemsnitsalder på blot 34 år, har Seat nemlig den yngste kundeprofil af alle VW-familiens bilmærker.

Håbet lever som bekendt med de unge. Inden nytår starter Seat sin offensiv med at åbne 15 showrooms i Kina. Håbet er, at et succesrigt indtog i Kina og senere Rusland kan fordoble Seat-salget frem mod 2018, hvor VW går efter at overhale Toyota som verdens største. Omvendt kan det også være sidste udkald for Seat, hvis det spanske mærke ikke skal lide samme skæbne som Saab.

[email protected]

1 COMMENT

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here