Første billeder af BMW 3-serie GT

BMW tager kampen op mod Audi’s velformede A5 sportback. BMW 3-serie GT bliver både væsentligt større og formentlig også dyrere end 3-serie sedan.

Med den næsten billedskønne A5 Sportback har Audi længe boltret sig næsten alene i klassen for mellemstore luksuscoupéer med fire døre og stor, praktisk bagklap. Nu får Audi endelig modspil. Ærkerivalen fra Bayern er klar med deres GT-udgave af 3-serien, der benytter samme koncept som Audi – en langstrakt coupé med fem døre og stor bagklap, der placerer sig et sted mellem den almindelige sedan og den mere familievenlige stationcar-udgave.

 

Og dog. BMW 3-serie GT er nemlig væsentligt større end den almindelige 3-serie sedan, som den bygger på. Hele 20 centimeter vokser den i længden, hvilket både giver mere benplads på bagsædet og et ganske stort bagagerum på 520 liter – det er faktisk 25 liter mere end 3-serie Touring. Endelig vokser højden med 8 cm, hvilket gør kørestillingen højere og mere komfortabel. BMW tager nemlig GT-betegnelsen helt bogstaveligt. Som den større BMW 5-serie GT er 3-serie GT bygget til langtur – eller Grand Touring, som det hedder i bilverdenenen.

Forskelligt design – samme teknik
Selv om BMW 3-serie GT ikke deler en eneste stump karrosseri med den almindelige 3-serie, er der ingen teknisk forskel på de to biler. Derfor vil vi også se 3 GT med de samme motorer. I første omgang begynder GT-programmet med en 318d med 143 heste, mens 335i med 6 cylindre og turbo bliver den foreløbigt skrappeste i rækken med 306 hk.

BMW fans med familie skal dog ikke forvente en billig genvej til en mere praktisk 3-serie, der prismæssigt kiler sig ind mellem sedan og Touring. Tværtimod bliver GT-modellen formentlig en ganske dyr topmodel i 3-serien.

Hvilkenbil forventer en merpris på 15-20 pct. sammenlignet med sedan’en. Men så får du også en unik BMW 3 med rammeløse døre, praktisk bagklap og sit helt eget udtryk.

BMW 3-serie GT får officiel verdenspremiere på biludstillingen i Geneve i begyndelsen af marts og forventes til Danmark i løbet af sommeren.

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here