Salget af elbiler satte ny rekord i januar med en markedsandel på 64 pct. For første gang var Danmarks mest solgte elbil en Toyota.
Danskernes appetit på nye elbiler er tilsyneladende umættelig. Efter et stærkt 2024 for elbiler, fortsætter væksten på et endnu højere niveau i januar 2025. Her blev der indregistreret 10.834 nye personbiler – 23 pct. flere end samme måned sidste år. 6.961 af dem var elbiler, hvilket svarer til 64 pct. af det samlede bilsalg. Det er den højeste markedsandel for elbiler i Danmark nogensinde – den tidligere rekord lød på 62 pct. og blev sat i december 2024.
At elbiler er populære som aldrig før i Danmark understreges af, at salget af elbiler i januar 2025 er hele 123 pct. højere end i samme måned for et år siden.
Dermed er kursen sat for et 2025, der for alvor kommer til at stå i elbilernes tegn. Politisk ser der nemlig ud til at være opbakning til at forlænge afgiftsfritagelsen for elbiler længere end beregnet. De seneste udmeldinger fra skatteminister Rasmus Stoklund (S) tyder i hvert fald på, at afgifterne ikke som planlagt kommer til at stige fra 2026.
“Elbilerne er en vigtig del af den grønne omstilling i Danmark, og det er afgørende for deres succes, at priserne ikke er for høje. Den aktuelle afgiftsdebat er en anledning til at se på, om fremtidens afgiftssystem kan indrettes på en smartere måde, der ikke alene fremmer elektrificeringen, men også kan reducere de store administrative omkostninger, der er forbundet med det nuværende komplekse system,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Leasing sender Toyota til tops
Listen over de 10 mest solgte biler i Danmark i januar er da også domineret af elbiler. Kun to fossilbiler – VW T-Roc og Toyota Aygo X – har sneget sig ind i toppen af bilsalget.
Øverst troner elbilen Toyota bZ4X (billedet). Det er til gengæld en overraskelse. Ikke at Danmarks mest solgte elbil anno 2025 er en elbil, men at den kommer fra Toyota. bZ4X har nemlig ikke bare et navn så mærkeligt, at Toyota angiveligt vil skifte det ud. bZ4X fik også en hård fødsel med flere børnesygdomme, der gav bilen masser af dårlig omtale.
Børnesygdommene skulle dog være kureret og sidste måneds rekordlave pris på privatleasing har nu gjort den grimme ælling til en smuk svane i salgs-statistikken.
Rugbrød rykker op
VW har også godt fat med de opdaterede udgaver af elbilerne ID.3 og ID.4, der også kom skidt fra start i 2021 med ufærdig software. I sidste måned lå de henholdsvis på anden- og tredjepladsen over de mest købte biler i Danmark.
VW kan tilmed glæde sig over, at det ’elektriske rugbrød’ – ID.Buzz – efter et langt tilløb nu rykker op som nummer syv på bilsalgets top 10.