Tysker giver koreanske biler x-faktor

Den tyske bildesigner Peter Schreyer har på få år været med til at fordoble salget af koreanske Hyundai og Kia. Nu skal hans design sikre succes i luksusklassen.

Bildesign er blot et delelement i moderne bilproduktion, men når det lykkes, kan design have afgørende betydning for et bilmærke. Tænk blot på modeller som Fiat 500, Mini, VW Golf, Jeep Wrangler og Audi TT, der i høj grad har været succeser på grund af deres ikoniske design.

Når godt design sælger, kommer der naturligvis mere fokus på de personer, der er dygtige til at trække de helt rigtige streger på bilerne. Bildesignerne er blevet bilindustriens rockstjerner – og de bedste af dem tjener næsten lige så meget.

En af dem sidder i den koreanske bilgigant Hyundai-Kia’s hovedkvarter i Seoul. Lønnen kender vi ikke, men Peter Schreyer kommer med garanti ikke til at mangle noget, når han går på pension. Men det gør den 62-årige tysker næppe foreløbig: Han er nemlig på en rejse, der på den ene side begyndte for 10 år siden og på den anden side først lige er begyndt. Schreyers mission er at gøre de koreanske bilmærker Hyundai og Kia til nogle af verdens bedste, flotteste og mest solgte biler i verden.

Manden bag Beetle og Audi TT
Peter Schreyer er godt på vej. Siden han blev headhuntet af den ambitiøse, koreanske bilkoncern i 2006, har Hyundai og Kia mere end fordoblet deres salg til flere end otte millioner om året. Fremgangen er naturligvis ikke Peter Schreyers alene, men enhver, der har fulgt udviklingen i designet af Hyundai og Kia’s biler kan se, at der ikke alene er sket enorme forandringer, de er også til det bedre – for ikke at skrive decideret vellykkede.

At Schreyer ved, hvordan man designer biler, vidner hans CV om. I 1997 var han med på holdet, der under amerikaneren J Mays’ ledelse skabte den første ‘New Beetle’. Nogle fandt den rigeligt tegneserieagtig, men i 1998 var der udelt begejstring og beundring, da Audi afslørede sportsvognen TT. Denne gang havde VW-koncernen overladt kontrollen til Peter Schreyer, og han kvitterede med et design, der har sikret den første TT status som nutidigt designikon og kommende klassiker.

At VW’s dengang almægtige bestyrelsesformand, Dr. Ferdinand Piëch, senere indrømmede, at han ærgrede sig over, at man ikke holdt på Schreyer, er det tætteste man kommer uforbeholden ros fra patriarken Piëch.

Man forstår godt ærgrelsen. Siden har Peter Schreyer nemlig designet biler som Kia Sportage, den nuværende Kia Ceed og Hyundai Tucson. Ingen af dem ender nødvendigvis i bilindustriens Hall of Fame, men alle er blandt de mest vellykkede mainstream bildesigns i dag – og det kan direkte aflæses i salgstallene.

Godt for Hyundai, Kia og Schreyer – og en smule ildevarslende for Schreyers tidligere arbejdsgiver i Tyskland. Ikke bare for tyske mainstreammærker som VW, men snart også for profitable prestigemærker som Audi, BMW og Mercedes.

Med Peter Schreyer som dygtig kreatør, vil koreanerne nemlig bruge deres øgede salg og indtjening på at rykke op i bilernes Champions League, hvor der er endnu flere penge at tjene. Siden 2013 har Schreyer arbejdet på at skabe et koreansk luksusmærke på samme måde som Toyota har gjort med Lexus.

Designkonceptet Genesis er forløber for en kommende luksusbil fra Hyundai-koncernen, der skal tage kampen op med biler som Audi A4, BMW 3-serie og Mercedes C-klasse. Bag designet står tyske Peter Schreyer.
Designkonceptet Genesis er forløber for en kommende luksusbil fra Hyundai-koncernen, der skal tage kampen op med biler som Audi A4, BMW 3-serie og Mercedes C-klasse. Bag designet står tyske Peter Schreyer.

Hos Hyundai hedder overbygningen Genesis. Og forleden kunne Schreyer afsløre den første Hyundai-producerede luksusbil, der udelukkende kommer til at bære navnet Genesis og som skal konkurrere ikke bare med japanske Lexus, men i høj grad også med Europas fineste som Audi, BMW, Mercedes, Jaguar og Volvo.

Hyundai kalder Genesis for et designkoncept, men koreanerne plejer at bakke helt op om deres tyske mesterdesigners kreationer. Også når de – som i tilfældet Genesis – skiller sig markant ud fra flokken af konservative prestigebiler.

Ambitionerne for Genesis fejler ikke noget. I et interview med branchebladet Automotive News fastslår Schreyer, at han vil skabe ‘verdens bedste bildesign – hverken mere eller mindre’. For at nå målet, er Schreyer angiveligt i gang med at headhunte designere fra mærker som VW og Bentley.

At det kræver tid og tålmodighed, er Peter Schreyer helt på det rene med:

”Det er spændende at være med til fødslen (af Genesis, red.) Men jeg vil også se, hvordan det her barn vokser op og kommer på universitetet,” siger han til Automotive News.

FAKTA: Peter Schreyer
  • Født i 1953 i Bad Reichenhall i Bayern.
  • Uddannet bildesigner fra engelske Royal College of Art og en af blot tre personer herfra, der efterfølgende har fået æresdoktorater. De to andre er de italienske bildesignere Sergio Pininfarina og Giorgetto Giugiaro.
  • Har arbejdet for Audi og VW, siden 2006 ansat af den koreanske Hyundai-Kia koncern.
  • Siden 2012 en af syv vicepræsidenter for den koreanske bilgigant.
  • Kendt for altid at være iklædt sort jakkesæt og sort skjorte.

 

Læs også: Tyske næser til koreanske Hyundai

Hyundai hyrer ex-Lamborghini designer

[email protected]

Skriv en besked

Please enter your comment!
Please enter your name here